Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk tjetjenere og muslimer af trosretning fra Pankisi, Georgien. Den mandlige ansøger har oplyst, at han er fra landsbyen […] i Pankisi, Georgien, og at han fra 2016 til 2018 boede i Tbilisi. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun er fra […], og at hun fra 2016 til 2018 boede i Tbilisi. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Georgien, idet han frygter at blive slået ihjel af personer, som formentligt er fra myndighederne, og som har truet ham på livet. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles konflikter og frygten for, at han vil blive slået ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at nogle ukendte personer trængte ind i ansøgernes hus [i starten af] 2018, og at hans bror, der befandt sig på deres bopæl, blev ført væk. Omkring [to uger senere i] 2018 blev ansøgeren ligeledes hentet af maskerede mennesker i sorte uniformer, der bandt hans hænder, tildækkede hans hoved og førte ham til et ukendt sted. De ville have ansøgeren til at vidne i sagen mod [A]. De oplyste, at sagen vedrørende [A] ikke havde noget med ansøgeren eller hans bror at gøre, men at [A's] ægtefælle var fjern slægtning til den mandlige ansøger. De ville også have ansøgeren til at afgive falsk vidneudsagn i en anden sag vedrørende afdøde [B], som ansøgeren ikke havde noget at gøre med. De ville have ansøgeren til at vidne om, at manden, der var blevet slået ihjel, havde haft en håndgranet i hænderne. De truede med at slå ansøgeren ihjel og sige, at han var terrorist ligesom de personer, som han skulle vidne imod. Ansøgeren blev under tilfangetagelsen slået. Omkring [et nærmere tidspunkt i starten af] 2018 blev ansøgeren igen mødt af samme bil, og han blev sat ind i bilen og spurgt til sin beslutning. Han sagde fortsat nej til at vidne, hvorefter de sagde, at de ville give ham længere tid til at tænke, og de lod ham gå. Omkring [to uger senere i] 2018 blev ansøgeren hentet af samme bil, hans hoved blev tildækket, og han blev ført til samme sted som tidligere. De truede ansøgeren og ville fortsat have ham til at vidne. Ansøgeren nægtede, og de slog og sparkede ham, ligesom de tvang hans hoved ned i en balje med vand. Ansøgeren indvilligede til sidst i at gøre, som de ønskede, og de oplyste, at de ville kontakte ham senere, hvorefter han blev kørt tilbage. Herefter udrejste ansøgerne sammen [omkring to uger senere i] 2018. Til støtte for asylmotivet har den kvindelige ansøger ligeledes blandt andet henvist til, at hendes ægtefælle er blevet truet på livet til at afgive falske vidneudsagn, og at han har været taget med og afhørt, ligesom han er kommet hjem med blodige sår. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgeres konflikt med de georgiske myndigheder – det være sig politiet, specialstyrker eller andre - til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes forklaringer på nævnsmødet om deres asylmotiv og forløbet forud for udrejsen af hjemlandet er forekommet tillærte og ikke selvoplevede og dermed utroværdige. Nævnet bemærker i den forbindelse, at den mandlige ansøger under nævnsmødet var i stand til at redegøre eksakt for tidsforløbet og datoer, mens han til asylsamtalen, der fandt sted omkring et halvt år efter indrejsen i Danmark, forklarede påfaldende usikkert om tidspunkterne for de angivelige opsøgninger, og at han ikke var i stand til at konkretisere, om det var myndigheder eller privatpersoner, han frygtede. Hertil kommer, at begge ansøgere har forklaret udbyggende om udrejsen fra lufthavnen i Tbilisi. Flygtningenævnet finder endvidere, at det beskrevne hændelsesforløb ikke fremstår sandsynligt henset til ansøgernes baggrund og de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende situationen i ansøgernes hjemområde. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger efter egne oplysninger ikke har været politisk aktiv, aldrig har haft konflikter med og fremstår helt uprofileret i forhold til de georgiske myndigheder, og at han efter sin forklaring ikke havde noget med sagen vedrørende [A] at gøre. Det fremstår således usandsynligt, at den mandlige ansøger af myndighedspersoner skulle være blevet tvunget til at afgive falsk vidneudsagn i denne sag og i en sag mod [B] og af denne grund skulle være efterstræbt af myndighederne. Nævnet finder ikke, at den mandlige ansøgers forklaring om, at det måske skyldtes, at de boede i Tbilisi, hvor begivenhederne fandt sted, at [A's] kone var den mandlige ansøgers mors kusines datter, eller at hans bror tidligere havde hjulpet [A's] kone, forekommer overbevisende. Den omstændighed, at ansøgerne er udrejst legalt gennem lufthavnen i Tbilisi, understøtter heller ikke, at den mandlige ansøger på tidspunktet for udrejsen har været eftersøgt. Nævnet finder i denne forbindelse, at ansøgernes forklaring under nævnsmødet om, at den mandlige ansøgeres pas blev taget og undersøgt i lufthavnen, må afvises som udbyggende. Den mandlige ansøgeres forklaring om, at det må skyldes tolkeproblemer, at dette ikke fremgår af referatet af samtalen med Udlændingestyrelsen, og den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun havde sagt det under samtalen med Udlændingestyrelsen, forekommer ikke troværdigt. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om konflikten med de georgiske myndigheder ikke harmonerer med de generelle baggrundsoplysninger, herunder for tjetjenere, som nævnet er i besiddelse af. Om de generelle baggrundsoplysninger henviser nævnet navnlig til følgende materiale: Human Rights Watch: “World Report 2020 Georgia”, 14. januar 2020, Amnesty International, “Human Rights in Eastern Europe and Central Asia - Review of 2019 – Georgia”, 16. april 2020, US Department of State, ”Country Report on Human Rights Practices 2019 – Georgia”, 11. marts 2020, Migrationsverket: ”Rätts- och säkerhetssektorn”, 16. september 2019, Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, “Georgia. The Situation of the Kist Community and the Chechens Georgia”, 7. november 2018, samt Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport, ”Georgia, ComplaintMechanisms for the Kist Community” fra december 2020, Utrikesdepartementet, ”Mänskligarättigheter, demokrati och rättsstatensprinciper i Georgien - situationen per den 31. december 2017”, 28. juni 2018, og Landinfo, ”Georgien: Korrupsjon i politi og rettsvesen”, 9. marts 2017. Flygtningenævnet lægger efter oplysningerne i det anførte materiale til grund, at de retshåndhævende institutioner i Georgien – uanset at der også nævnes eksempler på uforholdsmæssig magtudøvelse – overordnet set fungerer, og at de grundlæggende frihedsrettigheder generelt respekteres i Georgien, ligesom der ikke findes grund til at antage, at de georgiske myndigheder udsætter etniske tjetjenere for tortur. I det omfang ansøgerne mener, at den mandlige ansøger har været udsat for overgreb eller anden uforholdsmæssig magtanvendelse fra de georgiske myndigheder, må ansøgerne henvises til at søge de overordnede georgiske myndigheders bistand i forbindelse med en klage over de myndighedspersoner, der angiveligt skulle have opsøgt den mandlige ansøger og udsat ham for vold og trusler. De generelle forhold for tjetjenere i Georgien kan ikke i sig selv begrunde asyl. Ansøgernes advokat har under sagens behandling i Flygtningenævnet i sit indlæg yderligere henvist til, at ansøgerne endvidere frygter de russiske specialtjenester som følge af beretninger om drab på tjetjenere i udlandet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgernes frygt for de russiske specialtjenester kan føre til, at de meddeles opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en generel frygt, og at det udelukkende beror på deres egen formodning, at de ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for overgreb fra russiske specialtjenester. Sammenfattende har ansøgerne således ikke sandsynliggjort, at de har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Geor/2021/2/ajev
