Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en iransk mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde været udsat for vold under sit ophold i Tyskland, og at politiet ikke greb ind, at klageren havde været frihedsberøvet i forbindelse med sit seneste ophold i Tyskland og betragtet dette som en gidseltagning, samt at klageren frygtede at blive mødt med våben af de tyske myndigheder. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at klageren under sit ophold i Tyskland i 2019 blev overfaldet og udsat for grov vold, samt at politiet ikke gjorde noget ved dette, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, idet de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Såfremt klageren føler sig dårligt behandlet af tysk politi, kan han klage herover til en overordnet tysk myndighed. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst under sit seneste ophold i Tyskland at have været frihedsberøvet og opfattet dette som en gidselstagning, ligesom han frygter at blive mødt med våben af de tyske myndigheder. Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han ikke har deltaget i asylinterview eller modtaget en afgørelse om afslag på asyl i Tyskland. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke overholder deres internationale forpligtelser, herunder retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. EU’s Charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, samt princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Tysk/2021/1/ajev
