stat202127

Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Hun er født og opvokset i flygtningelejren Al-Baddawi i Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af sin far og sin bror, [A], fordi hun er blevet skilt fra sin i Danmark boende ægtefælle. Ansøgeren har endvidere på mødet i Flygtningenævnet henvist til, at hun tillige frygter sin tidligere svigerfamilie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun blev gift [i foråret] 2018. Hendes familie var imod ægteskabet, fordi ægtefællen var meget ældre end ansøgeren og havde flere børn, men til sidst accepterede familien ægteskabet. [i sommeren] 2019 rejste ansøgeren til Danmark og flyttede ind hos ægtefællen. Ægtefællen var voldelig over for ansøgeren. I [efteråret] 2019 forlod ansøgeren ægtefællen og søgte asyl. Efterfølgende har ansøgeren modtaget flere talebeskeder på sin telefon fra sin far og bror, som truede med at slå hende ihjel, hvis hun vendte tilbage til Libanon. Det er forbudt at blive skilt i hendes familie. Ægtefællen har opsøgt ansøgeren en enkelt gang, efter at hun har søgt asyl, for at bede hende komme tilbage, så de kunne starte forfra. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. Vurderingen støttes af, at ansøgeren har gået på skoler drevet af UNRWA og fået medicinsk behandling fra UNRWA. Flygtningenævnet bemærker herefter, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin far og ældste bror til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om truslerne fra sin far og bror, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun gennem mobilapplikationen whatsapp modtog to til tre trusler fra begge i form af talebeskeder. De sagde til hende, at hun godt vidste, hvad der ville ske, hvis hun kom tilbage til Libanon, idet de ville slå hende ihjel. De ville drikke af hendes blod, da det ikke var acceptabelt, at hun havde forladt sin ægtefælle. De sagde også, at piger ikke gør sådan noget i deres familie. De sagde, at hun selv havde truffet beslutningen og måtte fortsætte alene. Til asylsamtalen forklarede ansøger først, at hendes frygt for hendes far og bror alene skyldtes, at det var sådan i familien, at man ikke måtte blive skilt, for efterfølgende – foreholdt at hun til oplysnings- og motivsamtalen havde forklaret, at hun havde modtaget konkret trusler fra dem - at såvel faren som broren havde sendt to beskeder. Faren sagde, at hvis hun kom tilbage til Libanon, så var hun død, fordi det ikke var i orden, at hun var blevet skilt. Han sagde ikke andet. Broren sagde, at hvis hun vendte tilbage til Libanon, ville han slå hende ihjel, og det vidste hun. Han sagde ikke andet. Foreholdt sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøger, at dette var en korrekt forklaring. Nævnet finder imidlertid, at det er påfaldende, at ansøger ikke har kunnet redegøre konsistent for denne helt centrale del af det i øvrigt ret enkle asylmotiv. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at faren og broren skulle sende dødstrusler til ansøgeren henset til, at hun har forklaret, at de havde et fint forhold, at familien oprindelig havde været imod ægteskabet, men accepterede det, fordi de gav deres døtre mulighed for selv at vælge ægtefælle, og at det aldrig tidligere var sket i familien, at hendes far eller bror havde slået nogen ihjel på grund af en skilsmisse. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at det er kulturen i familien, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har medvirket behørigt til oplysningen af sin sag. Hun har således ikke ønsket at give samtykke til, at indholdet af hendes mobiltelefon blev gennemset af Udlændingestyrelsen, og efter at hun havde accepteret at hente sin telefon og fremvise den, kunne telefonen ikke tilgås, og det fremstod som om, at alt indholdet på telefonen var blevet slettet. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan hun mistede sin tidligere mobiltelefon, som angiveligt indeholdt centralt bevis i hendes sag, forekommer utroværdig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at der er grundlag for at udsætte sagen med henblik på en vidneafhøring af ansøgerens veninde, [B]. Nævnet tilsidesætter således ansøgeres forklaring om sin konflikt med sin far og bror som utroværdig. Nævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon risikerer asylbegrundende overgreb fra sin tidligere svigerfamilie, herunder ægtefællens bror, der angiveligt er medlem af en kriminel organisation. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at hun ikke længere troede, at svigerfamilien ville gøre hende noget, idet ægtefællen nu havde fundet sammen med sin ekskone igen, at hun ikke har nogen konflikter med den tidligere ægtefælle på grund af skilsmissen, og at det således beror på hendes egen formodning, at ægtefællens familie skulle efterstræbe hende. På denne baggrund finder nævnet ikke anledning til at udsætte sagen på indhentelse af yderligere oplysninger om risikoen for æresrelateret vold for kvinder i Libanon. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har anført, at hun ikke har noget sted at bo i Libanon, ligesom de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon ikke kan begrunde asyl. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig usikkerhedssituation. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/27/ajev