Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en eritreisk kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Danmark har sin forlovede og de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden EU-medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren i Danmark har en kæreste, der nyder international beskyttelse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at betragte klageren og hendes kæreste som værende et ugift par i fast forhold som defineret i Dublinforordningens artikel 2, litra g, første led, idet klageren og hendes kæreste ikke har dokumenteret at have haft et fast samliv på fælles bopæl af halvandet til to års varighed. Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at klageren og hendes kæreste forud for hans udrejse af hjemlandet, havde en relation. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren besøger sin kæreste så ofte som det er muligt. Flygtningenævnet finder således, at Dublinforordningens artikel 9 ikke finder anvendelse i sagen. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at klageren er psykisk påvirket at sine oplevelser forud for sin udrejse af sit hjemland og i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, såfremt hun må have behov herfor. Det af klageren oplyste om, at de tyske myndigheder ikke hjalp hende og hun dermed var tvunget til at leve på gaden, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Klageren henvises derfor til at rette henvendelse til de overordnede myndigheder i Tyskland, såfremt hun føler sig uretfærdigt behandlet. Flygtningenævnet finder dermed ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/11/gdan
