Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens ægtefælle har opholdstilladelse i Danmark, og at klageren er gravid og venter sig barn med sin ægtefælle i Danmark, hvorfor ansøgningen om asyl burde behandles i Danmark af hensyn til familielivet og barnets tarv. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at Deres klient har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage Deres klient, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle Deres klients ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i starten af] 2021 har accepteret at modtage Deres klient i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at Deres klients partner, som Deres klient har oplyst er hendes ægtefælle, og som Deres klient venter et barn med, har opholdstilladelse på baggrund af asyl i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Deres klients partner ikke findes at være omfattet af definition af familiemedlemmer i Dublinfor-ordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf blandt andet lagt vægt på, at det ikke for Flygtningenævnet er dokumenteret, at Deres klient har et retsgyldigt ægteskab. Det bemærkes herved, at Deres klient til samtale med Udlændingestyrelsen den 12. januar 2021 har oplyst, at parret er blevet religiøst viet i Tyrkiet. Det bemærkes endvidere, at De har gjort gældende, at det klart og tydeligt fremgår af vielsesattesten fra Tyrkiet, at Deres klients ægtefælle er i Danmark og har asyl, men at Deres klient ikke har fremlagt en vielsesattest, ligesom De [i foråret] 2021 telefonisk har bekræftet, at De ikke er i besiddelse af omtalte vielsesattest. Endvidere finder Flygtningenævnet ikke, at der har eksisteret et længerevarende samlivsforhold mellem Deres klient og hendes partner, der kan sidestilles med et retsgyldigt ægteskab. Nævnet herved har lagt vægt på, at Deres klient til samtale med Udlændingestyrelsen har oplyst, at Deres klient ikke har haft et fast samliv med sin partner, herunder at de ikke har boet sammen i Syrien og højest har været sammen i 25 dage, ligesom nævnet har lagt vægt på, at Deres klients partner ifølge det af Deres klient oplyste har opholdt sig i Danmark de seneste seks år. Det forhold, at Deres klient er gravid og venter barn med sin partner i Danmark, finder Flygtningenævnet ligeledes ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således ikke, at hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13, 14 og 17, FN's Børnekonvention, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Deres klient er blevet gravid på et tidspunkt, hvor hun hverken havde lovligt ophold i Danmark eller en berettiget forventning om at opnå det. Endelig bemærkes, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af Deres klient underretter de tyske myndigheder om Deres klients forhold, herunder vedrørende hendes graviditet, såfremt hun samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/10/ajev
