Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en afghansk mand, der har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens herboende familie, klagerens tilknytning til Danmark og det danske arbejdsmarked samt til varigheden af klagerens ophold i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [en dato i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [en dato i efteråret] 2020 har oplyst, at han siden 1989/1990 har lidt af høreproblemer, at han siden 2005/2006 har lidt af en diskosprolaps, samt at han siden 2011/2012 har været diagnosticeret med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Sverige. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [en dato i efteråret] 2020 har oplyst, at han under sit ophold i Sverige havde adgang til relevant sundhedsbehandling, som han har benyttet sig af, idet han har fået stillet høreapparater til rådighed samt modtaget medicin for sine psykiske lidelser. Det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han ønsker samvær med sin myndige datter og mindreårige søn i Danmark, kan heller ikke føre til en fravigelse af udgangspunktet i Dublinforordningens artikel 3, stk. 1. Nævnet bemærker hertil, at klagerens børn efter det oplyste er danske statsborgere, hvorfor de pågældende familiemedlemmer ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, stk. 1, litra g, ligesom nævnet ikke finder, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem klageren og klagerens herboende børn omfattet af Dublinforordningens artikel 16. Nævnet har i sin vurdering heraf blandt andet lagt vægt på, at klageren ikke har haft kontakt til sine herboende børn siden 2011, og at klageren ikke har forældremyndighed over sin herboende søn. Nævnet bemærker endvidere, at det må antages, at det familieliv, som klageren har til sine børn i Danmark, kan opretholdes i tilfælde af en overførsel af klageren til Sverige, idet klagerens herboende børn som danske statsborgere vil kunne besøge klageren i Sverige. Det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han ikke har begået de kriminelle forhold, som han er blevet dømt for under sit ophold i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at nævnet ikke har kompetence til at vurdere skyldsspørgsmålet i klagerens straffesag, og at klageren i den forbindelse må henvises til at tage kontakt til de danske domstole. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/6/MLVT.
