Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en iransk mand, der havde indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren er særligt sårbar, og at en overførsel til Østrig vil indebære en reel og påvist risiko for en betydelig forværring af hans sundhedstilstand. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig og herefter er udrejst af Østrig, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i vinteren]. 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Den omstændighed, at Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at klageren er depressiv, selvskadende og selvmordstruet, kan heller ikke føre til et andet resultat. Nævnet har lagt vægt på, at det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne lægebehandling, hjælp og støtte i Østrig, og der er ikke holdepunkter for at antage, at de østrigske myndigheder ikke overholder de internationale menneskeretlige forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Nævnet bemærker endvidere, at det forudsættes, at de danske myndigheder forud for udsendelsen af klageren til Østrig, videregiver relevante sundhedsoplysninger til de østrigske myndigheder, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de østrigske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsproblemer samt den behandling han har modtaget i Danmark. Den omstændighed, at klageren er blevet antastet af nogle personer på et asylcenter, der spurgte, om han ville sælge seksuelle ydelser, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at søge de østrigske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Østrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Østrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2021/2/LINB
