Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en afghansk kvinde, der var besiddelse af et visum udstedt af de italienske myndigheder, der udløb mindre end seks måneder forinden klageren søgte om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien, klagerens helbredstilstand og at klageren har en privatretlig konflikt i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i efteråret] 2019 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i sommeren] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende modtageforholdene for asylansøgere i Italien, bemærker Flygtningenævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy, Update June 2020. Det fremgår af rapporterne blandt andet, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår endvidere, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager, hvor ansøgeren er vurderet sårbar. Det bemærkes hertil, at det ikke ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de generelle modtageforhold, herunder forholdene i CAS-centrene som følge af Salvini-dekretet af 5. oktober 2018 (dekret nr. 113 af 14. oktober 2018), er blevet forværret. Nævnet har herudover lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. januar 2019 sammenholdt med oplysningerne om det faldende antal asylansøgere til Italien og den ledige kapacitet i CARA/CDA-systemet. Det fremgår blandt andet af de italienske myndigheders circular letter af 8. januar 2019, at: ”In consideration of the efforts made by the Italian Government in order to strongly reduce the migration flows, these Centers are adequate to host all possible beneficiaries, so as to guarantee the protection of the fundamental rights, particularly the family unity and the protection of minors.” Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller ned-værdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4, jf. herved tillige den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Videre finder Flygtningenævnet, at heller ikke modtageforholdene for asylansøgere i Italien generelt er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, om klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering indgår blandt andet, om klageren under hensyn til de aktuelle modtageforhold mv. i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at hendes asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. EU-chartrets artikel 4 og forordningens artikel 17. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at klageren er sårbar henset til hendes psykiske helbredstilstand, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet lægger til grund, at klageren ved en overførsel til Italien vil have adgang til den fornødne sundheds- og lægebehandling. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsoplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at klageren har henvist til, at hun frygter, at hun i Italien vil blive opsøgt af broren til den kommandant, som hun skulle have været tvangsgiftet med i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke til Udlændingestyrelsen har oplyst, at broren skulle være bosiddende i Italien eller at der i øvrigt foreligger oplysninger, der skulle tale for, at broren skulle være bekendt med klagerens ophold i Italien. Flygtningenævnet finder, at klageren må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse, såfremt hun frygter privatpersoner i Italien. Flygtningenævnet har endelig fundet, at det af Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen af den aktuelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien for klageren grundet COVID-19 situationen ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Ital/2021/7/gdan
