Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en tunesisk mand, der var indrejst ulovligt i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien og til, at klageren frygtede, at de italienske myndigheder ikke kan beskytte ham mod en familie, han har en konflikt med. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren den 18. juni 2020 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien den 4. januar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår Dansk Flygtningehjælps henvisning til modtageforholdene for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker Flygtningenævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for, at klageren vil blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 samt EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder artikel 1 og 4. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy, fra august 2016 samt AIDA, Country Report: Italy, Update June 2020. Det fremgår blandt andet af baggrundsmaterialet, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår desuden, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager hvor ansøgerne er vurderet sårbare. Det bemærket hertil, at det ikke ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de generelle modtageforhold, herunder forholdene i CAS-centrene som følge af Salvini-dekretet af 5. oktober 2018 (dekret nr. 113 af 14. oktober 2018), er blevet forværret. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævn i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4, jf. herved tillige den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af. 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder således heller ikke, at modtageforholdene for asylansøgere i Italien generelt er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af. 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Flygtningenævnet finder derudover, at det af Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen af den aktuelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien for klageren, herunder bemærkningen om, at det er problematisk for klageren at blive overført til Italien på grund af risikoen for at blive ramt af COVID-19, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren har oplyst, at han ikke fejler andet, end at han har smerter i ryggen efter en ulykke, og at han behandler disse smerter med medicin, som han har kunnet købe i ethvert land, han har været i. Det må bero på en konkret vurdering, hvorvidt klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren ved en overførsel under hensyn til de aktuelle modtageforhold i Italien, vil være i en sådan situation, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4 og Dublinforordningens artikel 17. Det forhold, at klageren frygter at blive opsøgt af en familie, der er fulgt efter ham til Italien, eller af andre tunesere kan ikke medføre, at hans ansøgning om asyl skal realitetsbehandles i Danmark. Klageren må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse, som må antages at have evne og vilje til at beskytte ham, såfremt han frygter privatpersoner. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-ital/2021/6/DH
