Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en gambiansk mand, der havde indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien, COVID-19 samt klagerens tarv. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Italien og herefter er udrejst af Italien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår Dansk Flygtningehjælps henvisning til modtageforholdene for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker Flygtningenævnet, at de akutelle modtage forhold for asylansøgere i Italien ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for, at klageren vil blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 samt EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder artikel 1 og 4. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy, fra august 2016 samt AIDA, Country Report: Italy, Update June 2020. Det fremgår blandt andet af baggrundsmaterialet, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår desuden, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager hvor ansøgerne er vurderet sårbare. Det bemærket hertil, at det ikke ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de generelle modtageforhold, herunder forholdene i CAS-centrene som følge af Salvini-dekretet af 5. oktober 2018 (dekret nr. 113 af 14. oktober 2018), er blevet forværret. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævn i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4, jf. herved tillige den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af. 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder således heller ikke, at modtageforholdene for asylansøgere i Italien generelt er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af. 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, hvorvidt klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren ved en overførsel under hensyn til de aktuelle modtageforhold i Italien, vil være i en sådan situation, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4 og Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren er mindreårig, og at det vil være i klagerens tarv, at sagen behandles i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at nævnet den 26. marts 2021 har truffet afgørelse om at fastsætte klagerens fødselsdato til den 1. februar 2001, hvorfor klageren ikke kan betragtes som mindreårig. Det forhold, at klageren til Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han har smerter i maven, kan efter nævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af rapporten AIDA, Country Report: Italy Update June 2020, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Flygtningenævnet har endelig fundet, at det af Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen af den akutelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien for klageren, herunder bemærkningen om, at det er problematisk for klageren at blive overført til Italien på grund af risikoen for at blive ramt af COVID-19, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2020/5/HZC
