dub-fran20213

Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien, der var indrejst i Frankrig på et visum til Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren har en særlig tilknytning til Danmark, idet klagerens mor og far har haft opholdstilladelse i Danmark, og at klagerens far nu er begravet i Danmark. Klagerens mor og søster har søgt asyl i Danmark, ligesom klagerens forlovede, onkel og kusine har opholdstilladelse i Danmark. Dansk Flygtningehjælp gjorde i den forbindelse blandt andet gældende, at klagerens mor er afhængig af klageren, at klageren siden 2014 har besøgt sin familie i Danmark, og at klageren har lært sin forlovede at kende gennem seks år. Dansk Flygtningehjælp henviste endvidere til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland, idet Dansk Flygtningehjælp henviste til problemer med adgangen til asylproceduren og til indkvartering. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har fremsat en anmodning om overtagelse til Frankrig, at fristen for Frankrigs svar på anmodningen udløb [to måneder senere i] 2020, og at Frankrig ikke har besvaret anmodningen inden for fristen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der foreligger accept by default, jf. Dublinforordningens artikel 22, stk. 7, jf. artikel 12, stk. 4, og at ansvaret for behandlingen af klagerens asylansøgning er overgået til Frankrig. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger konkrete omstændigheder vedrørende klagerens eller familiemedlemmers forhold, der er til hinder for en overførsel af klageren til Frankrig. For så vidt angår det oplyste om, at klagerens forlovede har opholdstilladelse på baggrund af asyl i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at nævnet ikke finder, at klagerens forlovede er omfattet af definitionen af familiemedlemmer i Dublinforordningens artikel 2, litra g, idet det efter de foreliggende oplysninger ikke kan lægges til grund, at der har eksisteret et længerevarende samlivsforhold mellem klageren og hendes forlovede. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren først har forklaret om sin forlovede i forbindelse med Dansk Flygtningehjælps indlæg [fra efteråret] 2020, og at klageren ikke i forbindelse med samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har oplyst herom. For så vidt angår oplysningerne om klagerens tilknytning til sin mor, der har søgt asyl i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at klagerens mor ikke er omfattet af definitionen af familiemedlemmer i Dublinforordningens artikel 2, litra g, idet klageren er voksen. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at henvisningen til Dublinforordningens artikel 16, kan føre til, at overførsel af klageren til Frankrig ikke kan ske, idet nævnet ikke finder, at klagerens mor, der er 71 år samt lider af diabetes og forhøjet blodtryk, kan anses for afhængig af hjælp fra klageren. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at klagerens søster har søgt asyl i Danmark, eller at klageren i øvrigt har fjernere slægtninge med opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der er grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene i Frankrig, at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 eller EU-charteret om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. EU-Domstolens dom af 21. december 2011, N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), særligt præmis 86. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at der ifølge baggrundsoplysningerne er stor mangel på indkvarteringsmuligheder. Det fremgår således af AIDA, Country Report: France 2020 Update, fra marts 2021, at “only about 51 % of asylum seekers eligible for material reception conditions were accommodated at the end of 2020”. Samtidig fremgår det, at asylansøgere, der ikke bliver indkvarteret, modtager et dagligt tillæg på 7,40 euro, som dog af AIDA fortsat vurderes som værende for lavt til at skaffe sig adgang til det private boligmarked. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at det efter baggrundsoplysningerne, herunder AIDA, Country Report: France 2020 Update, fra marts 2021, må lægges til grund blandt andet, at Dublin-returnees bliver behandlet og modtager samme indkvarteringsforhold som asylansøgere. Flygtningenævnet bemærker endelig, at Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2021/3/ajev