Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en iransk mand, der var meddelt afslag på asyl i Belgien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren havde oplevet chikane fra andre muslimer på asylcenteret, som følge af at klageren er kristen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Belgien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Belgien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Belgien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Belgien den 4. februar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Belgien blev udsat for chikane af muslimer på asylcenteret, fordi han er kristen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de belgiske myndigheder, der må antages at have den fornødne vilje og evne til at yde klageren beskyttelse, hvis han følger sig forfulgt af privatpersoner. For så vidt angår den af klageren til Flygtningenævnet fremsendte anmeldelse indgivet til det belgiske politi over klagerens arbejde hos en muslimsk mand, som efter klagerens udsagn skulle have snydt og truet klageren, finder Flygtningenævnet også her, at de belgiske myndigheder må antages at have den fornødne vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Videre finder Flygtningenævnet, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at klageren er utilfreds med den generelle sagsbehandling af klagerens asylsag i Belgien. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Belgien har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Belgien ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder endeligt ikke, at det oplyste om, at klagerens psykiske velvære skulle være ude af balance, kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren må kunne forvente at kunne modtage den nødvendige hjælp og støtte, herunder eventuel sundhedsbehandling i Belgien. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de belgiske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevant helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ”. dub-belg/2021/1/lbv
