Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige klager er etnisk kurder og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige klager er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [i begyndelsen af] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste begge klagere som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede krigen og de generelle forhold i Syrien, og at de er blevet opsøgt af de syriske myndigheder på baggrund af deres to sønners udeblivelse fra genindkaldelse til militæret. Den mandlige klager oplyste, at han omkring [slutningen] 2014 blev opsøgt på sin bopæl af syriske militærstyrker, som ransagede huset og spurgte efter klagerens sønner. Styrkerne truede med at slå klageren ihjel, og de skubbede til ham, så han faldt ned på gulvet. Tre dage senere blev klageren igen opsøgt og huset ransaget, og klageren fik at vide, at han skulle hente sine sønner, så de kunne tjene i militæret. Klageren sagde, at han ikke vidste, hvor hans sønner opholdt sig, hvorefter han blev slået i hovedet med en geværkolbe og besvimede. I slutningen af [måned] 2014 blev klageren for tredje gang opsøgt af syriske militærstyrker, der truede klageren med fængsling to dage senere, hvis ikke han fortalte, hvor hans sønner opholdt sig. Herefter tog klageren og hans ægtefælle ophold hos en ven, inden de udrejste af Syrien. Klagerens ægtefælles bror har efterfølgende oplyst klageren om, at militærstyrker har spurgt efter klageren blandt klagerens naboer. Den kvindelige klager oplyste, at hun tre gange blev opsøgt af de syriske myndigheder som følge af sine sønners udeblivelse fra militæret. Første gang var i begyndelsen af [måned] 2014, hvor mænd i militæruniformer trængte ind i klagerens hus, ransagede det og råbte, at hvis de ikke afleverede deres sønner, ville klagerens ægtefælle blive anholdt. 15 dage senere blev klageren igen opsøgt af myndighedspersoner, bopælen blev ransaget, og de truede igen med at anholde klagerens ægtefælle. Videre skubbede de til klagerens ægtefælle, slog ham i baghovedet med en geværkolbe og skubbede hårdt til klageren. Tredje gang klageren blev opsøgt var omkring end måned inden udrejsen fra Syrien, og myndighedspersonerne sagde, at de var kommet for at give klagerens og hendes ægtefælle en sidste advarsel, hvorefter de havde til hensigt at anholde klagerens ægtefælle, hvis ikke sønnerne blev afleveret til myndighederne. Personerne sagde ikke, hvornår de ville komme igen. To til tre dage senere forlod klageren og hendes ægtefælle deres bopæl og tog ophold hos en ven, indtil de kunne udrejse af Syrien. Udlændingestyrelsen har [i begyndelsen af] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Klagerne har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til krigen og de generelle forhold i Syrien, samt at de frygter de syriske myndigheder, fordi deres sønner har unddraget sig militærtjeneste. Den mandlige klager har oplyst, at han frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, fordi hans sønner har unddraget sig militærtjeneste, samt at han frygter at blive betragtet som forræder. Den kvindelige klager har oplyst, at hun frygter at blive anholdt, fængslet og udsat for tortur som følge af, at hendes sønner har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klagerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 3. Opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 3 er således givet med henblik på midlertidigt ophold og vil ikke skulle forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således også siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Det fremgår således også af EASO, Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note fra september 2020, side 122 blandt andet: ”Looking at other indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c).”Og I samme rapport side 137: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Rural Damascus, however not at a high level and, accordingly, a higher level of individual elements is required in order to show substantial grounds for believing that a civilian, returned to the territory, would face a real risk of serious harm within the meaning of Article 15c.”En inddragelse af klagernes opholdstilladelser vil udgøre et væsentligt indgreb i klagernes ret til familie og privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagernes opholdstilladelser vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser er et indgreb i klagernes udøvelse af deres ret efter artikel 8, stk. 1, og dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3 og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerne Konstantinov. The Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelser overfor intensiteten af det indgreb en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser vil indebære i klagernes ret til familie- og privatliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i et rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2 er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagernes ret til familie- og privatliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klagerne har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet de har tre voksne børn og børnebørn i Danmark. For så vidt angår retten til privatliv bemærkes endvidere, at klagerne har haft lovligt ophold i Danmark i knap 6 år. Den mandlige klager er indrejst i Danmark som 55-årig. Han har ikke haft arbejde eller deltaget i danskundervisning eller anden uddannelse. Han har ikke oplyst om nogen fritidsinteresser eller medlemskab af foreninger i Danmark. Han har fået en diskusprolaps i ryggen, har psykiske problemer, som han ikke modtager behandling eller medicin for. Endelig modtager han blodfortyndende medicin. Den mandlige klager er født og opvokset i Syrien, hvor han har boet hele sit liv. Han har oplyst, at han i Syrien har læst jura i 3 år, har arbejdet som frisør og i en periode på 6 måneder, som selvstændig bager. Han har i Syrien sin bror, [navn], som han tidligere jævnligt var i kontakt med, men nu tror er forsvundet. Den kvindelige klager er indrejst i Danmark som 49-årig. Hun har ikke haft arbejde eller modtaget danskundervisning. Hun har ikke oplyst om nogen fritidsinteresser eller medlemskab af foreninger i Danmark. Hun modtager blodfortyndende medicin, medicin mod mavesår og en sprøjte hver 4. uge. Hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet hele sit liv. Hun har i Syrien gået i skole i 3 år og været hjemmegående med sine børn. Hun har to brødre og en søster i Syrien. Ingen af klagerne har på denne baggrund opnået en særlig tilknytning til Danmark, idet bemærkes at klagerens tre børn, der opholder sig i Danmark, alle er myndige og at der ikke er et særligt afhængighedsforhold mellem klagerne og børnene. Flygtningenævnet bemærker, som ovenfor anført, at klagerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold. Klagerne har således siden meddelelsen af opholdstilladelse [i begyndelsen af] 2016 været bekendt med disses midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks yderligere internationale forpligtelser. Klagernes opholdstilladelser kan på ovennævnte baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, hvorvidt klagerne på grund af deres individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagerne ved en tilbagevenden til Damaskus, Syrien er i risiko for individuel forfølgelse hverken efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgerne har forklaret, at de er blevet opsøgt af myndighederne, der spurgte efter deres sønner, kan ikke lægges til grund. Der er herved henset til, at klagerne herom har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer. Både den mandlige og den kvindelige klager har således til deres første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at de blev opsøgt tre gange, og at den mandlige klager blev slået med en geværkolbe ved den 2. opsøgning. Den mandlige klager har yderligere forklaret, at de ved den tredje opsøgning fik en frist på 2 dage til at oplyse, hvor sønnerne var henne, idet han ellers ville blive arresteret. Den kvindelige klager har ved sin første samtale med Udlændingestyrelsen oplyst, at myndighederne ikke oplyste, hvornår de ville komme tilbage, og de sagde, at de alene ville anholde manden. Til deres forklaringer i Flygtningenævnet har de begge forklaret, at de blev opsøgt fem gange, og at den mandlige klager blev slået ved den 3. opsøgning og myndighederne truede med at arrestere dem begge. Den mandlige klager har yderligere forklaret, at de fik en frist på 10 dage til at oplyse, hvor sønnerne var henne. Den kvindelige klager har yderligere forklaret, at hun også blev skubbet ved en af opsøgningerne, hvilket hun ikke tidligere har forklaret til Udlændingestyrelsen. Klagerne har anført, at klagernes sønner har unddraget sig militærtjeneste og med denne begrundelse har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerne frygter, at de ved en tilbagevende til Syrien vil være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, som en konsekvens heraf. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Issues Regarding Military Service, October 2019” fremgår, at det ikke har konsekvenser for familiemedlemmer, at et familiemedlem har unddraget sig militærtjeneste, medmindre disse er særligt profilerede medlemmer af oppositionen. Klagernes forklaringer om opsøgningerne fra myndighederne kan på ovennævnte baggrund ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved også henset til, at dette ikke har medført personlige konsekvenser eller yderligere repressalier fra de syriske myndigheder. Endvidere bemærkes, at det forhold at der ikke er fremlagt helbredsoplysninger for klagerne ikke kan føre til en hjemvisning af sagen. Der er herved henset til, at klagerne af Udlændingestyrelsen er blevet opfordret til at fremlægge helbredsoplysninger, hvilket ikke er sket. Endelig kan det forhold, at klagerne har oplyst, at de ved en tilbagevenden til Syrien, hverken vil have hjem eller forretning, idet det er mistet i krigen, ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved henset til, at dette er forhold af socioøkonomiske forhold, der som udgangspunkt ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelser.” Syri/2021/97/CARA
