Nævnet meddelte i april 2021 opholdstilladelse B-status til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk turkmener og sunnimuslim. Klageren er født og opvokset i Latakia, Syrien, og har siden 16-års alderen boet i Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold, og at man kunne blive tilbageholdt af myndighederne. Klageren henviste yderligere til, at familiens hus i Damaskus blev konfiskeret, at ægtefællens butik blev destrueret, og at de syriske myndigheder tog en af hendes sønner. Endeligt henviste klageren til, at de syriske myndigheder ved flere lejligheder havde ransaget familiens bopæl i Damaskus. [I vinteren] 2021 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, idet grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede. [I vinteren] 2021 har Udlændingestyrelsen berigtiget afgørelsen [fra vinteren] 2021 og truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til sit oprindelige asylmotiv. Klageren har om de generelle forhold i landet uddybende forklaret, at personer bliver slået ihjel og kidnappet. Der er ingen sikkerhed i landet, idet personer slås på gaden og slår hinanden ihjel. Klageren har endvidere henvist til, at turkmenere udgør en minoritetsgruppe, der er i et grundlæggende modsætningsforhold til det syriske regime. Klageren har endeligt henvist til, at hun som enlig kvinde uden netværk risikerer at blive udsat for stigmatisering og overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Vedrørende spørgsmålet, om klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af individuelle forhold bemærker Flygtningenævnet, at klageren under den oprindelige asylsag forklarede, at hun udrejste på visum med henblik på at besøge sin søn, og at denne rådede hende og hendes ægtefælle til at søge asyl i Danmark, da forholdene i Syrien var forværret på grund af krigen og de deraf følgende problemer. Klageren oplyste endvidere, at hun på intet tidspunkt havde haft personlige problemer eller konflikter med privatpersoner eller de syriske myndigheder. Klageren har under sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi folk bliver dræbt og kidnappet, og landet er ødelagt og usikkert. Hun har endvidere henvist til, at hun mener, at hendes søn, [H], har forladt sin stilling i det offentlige uden tilladelse, at turkmenere udgør en særlig udsat gruppe i Syrien, og at hun som enlig kvinde uden netværk risikerer at blive udsat for stigmatisering og overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring under den oprindelige asylsag til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren har en individuel konflikt med de syriske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på klagerens formodning, at hendes søn, [H], har forladt sin stilling i det offentlige uden tilladelse, at hun ikke personligt har oplevet overgreb som følge af, at hun er turkmener, og at det forhold, at hun tilhører den turkmenske befolkningsgruppe, er ikke i sig selv er asylbegrundende. Det forhold, at klageren er en enlig kvinde uden mandligt netværk, kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at situationen for enlige kvinder er vanskelig, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk, der vender tilbage til Damaskus, alene som følge af, at hun er en enlig kvinde uden mandligt netværk, vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3, ligesom det fremgår, at enlige kvinder uden mandligt netværk efter lovgivningen har samme rettigheder som mænd, og at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og kan leje egen bolig. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved vurderingen tillagt det vægt, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet, indtil hun udrejste af Syrien i en alder af [antal] år. Hun har ikke gået i skole i Syrien og er analfabet. Hun er syrisk statsborger og taler arabisk. Flygtningenævnet lægger endvidere efter klagerens forklaring til grund, at hun har familie i Syrien i form af en datter, en søster og to brødre. Hun ved ikke, om hendes datter, der boede i Damaskus, er udrejst af landet, og hun har heller ikke kontakt med sine brødre, der bor i Latakia og ved ikke, om de er døde eller udrejst. Hun tror, at søsteren er afgået ved døden. Klageren hverken taler, læser eller skriver dansk. Hun har ingen uddannelse og har aldrig haft beskæftigelse i Danmark. Hun har ingen fritidsinteresser og er ikke medlem af foreninger i Danmark. Klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet to af hendes sønner og en datter, [antal] børnebørn og [antal] oldebarn samt hendes afdødes ægtefælles nevøer og niecer opholder sig i Danmark. Det må endvidere lægges til grund, at klageren er enlig kvinde, analfabet og aldrig har været på arbejdsmarkedet. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i syv og et halvt år. Hun har helbredsmæssige problemer, som hun modtager medicin for. Klageren har – bortset fra de seneste cirka to et halvt år – aldrig boet alene, og det må lægges til grund, at hun får hjælp af sine børn til indkøb, rengøring og personlig pleje. Nævnet finder på denne baggrund, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes børn. Efter en samlet og konkret vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse for tiden vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse skal på denne baggrund forlænges på det hidtidige grundlag. På ovenstående baggrund og efter en samlet konkret vurdering finder Flygtningenævnet, at det for tiden vil være i strid med Danmarks internationale forpligtigelser, jf. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Syri/2021/76/juri
