Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea, der var meddelt flygtningestatus i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ikke har opnået tilstrækkelig beskyttelse i Italien, og at baggrundsoplysningerne generelt dokumenterer, at flygtninges personlige sikkerhed og integritet er truet i Italien, idet de er i stor risiko for at blive hjemløse uden adgang til bolig, arbejdsmarked, skolegang og sundhedsydelser. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra klageren ikke risikerede refoulement, og efter en henvisning til Italien internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren i Italien er meddelt opholdstilladelse på baggrund af flygtningestatus, og at opholdstilladelsen var gyldig til [efteråret] 2019. Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger i lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun har forsøgt at få forlænget sin opholdstilladelse i Italien, og at hun frygter, at dette ikke er muligt, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet klageren i Italien er anerkendt som flygtning og derfor må antages fortsat at kunne indrejse og opholde sig i Italien. Det kan hertil bemærkes, at det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at "anvendelsen af bestemmelsen ikke forudsætter, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Der foreligger ikke oplysninger, der taler for, at klageren vil blive nægtet indrejse i Italien, ligesom Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at klageren har fået nægtet forlænget sin italienske opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker, at såfremt de italienske myndigheder ikke vil lade klageren indrejse og tage ophold i Italien, kan hun anmode Flygtningenævnet om genoptagelse af sin sag. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDAs rapport: “Country Report: Italy - 2019 Update” fra juni 2020 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale boligtilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren har oplyst om oplevelser under sit flerårige ophold i Italien eller om personlige forhold, der kan føre til, at Italien ikke kan tjene som hendes første asylland. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren under sin samtale med Udlændingestyrelsen [sommeren] 2020 har oplyst, at hun ikke har oplevet konflikter i Italien. Det forhold, at klagerens to børn er født og har opholdstilladelse i Danmark, og at DRC Dansk Flygtningehjælp i den forbindelse har peget på flere bestemmelser i FN’s Børnekonvention, Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om, at hensynet til barnets tarv og familiens enhed skal komme i første række, kan ej heller føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker herved, at hensynet til barnets tarv og familiens enhed ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, om Italien kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker samtidig, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven, herunder reglerne om familiesammenføring, henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke er omfattet af Flygtningenævnets kompetence. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2021/3/MIMA
