Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, som er statsløse palæstinensere fra Libanon. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsløse palæstinensere, etniske arabere, muslimer og har boet i lejren [A] i [B], Libanon. Den mandlige ansøger har været medlem af Fatah Abu Amar, som er en undergruppe til PLO. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af [C]. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han koordinerede møder i Fatah og PLO, og at [C] derfor ville have ham til at videregive oplysninger til dem. I 2007 blev han overfaldet af [C] en aften på vej hjem fra arbejde, hvor han også blev stukket med en kniv. De ville have ham til at give dem oplysninger, og de truede med at slå ham og familien ihjel, ligesom de truede med at torturere ham. Ansøgerne flyttede i 2012 fra lejren og til Saida. I 2016 modtog den mandlige ansøger igen trusler fra [C]. Han blev en gang opsøgt, da han var sammen med den kvindelige ansøger. Han blev også i 2016 overfaldet af personer fra [C], hvor han blev slået med en genstand i hovedet. De truede med at slå den mandlige ansøger ihjel, hvis han ikke fortalte dem alt. Den mandlige ansøger var også i 2016 tilbageholdt af [C] i fire eller fem dage, hvor han blev tortureret. Efter ansøgernes udrejse har [C] fremsat trusler vedrørende den mandlige ansøger til ansøgernes børn. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikt med [C], og hun har blandt andet oplyst, at den mandlige ansøger i 2007 blev overfaldet. Han var herefter på hospitalet, og tre måneder efter han blev udskrevet fra hospitalet, flyttede ansøgerne til Saida. I 2016 blev den mandlige ansøger, mens han var sammen med den kvindelige ansøger, opsøgt i Saida af [C], hvor de igen truede den mandlige ansøger. [C] forsøgte også at opsøge den mandlige ansøger på hans arbejdsplads. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at ansøgerne er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved henset til, at ansøgerne er registret hos UNWRA, og at de har oplyst, at de over en årrække har modtaget såvel fødevarehjælp som medicin, lægehjælp og i et vist omfang økonomisk støtte fra UNWRA. Ligeledes har deres børn fået hjælp til skolegang. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgerne ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne har forklaret divergerende på en række helt centrale punkter. Den mandlige ansøger har forklaret, at han i 2007 blev truet og udsat for vold af medlemmer af [C]. Til trods herfor flyttede han først fra sit oprindelige hjemområde omkring fem år senere i 2012. Den kvindelige ansøger har gentagne gange ved afhøringer været i tvivl om det præcise årstal for fraflytningen. Vedrørende efterfølgende voldsepisoder har den mandlige ansøger blandt andet forklaret, at han blev bortført og var tilbageholdt i hvert fald nogle dage af [C] i 2016. Den kvindelige ansøger var imidlertid til samtale [i sommeren] 2020 angiveligt ikke bekendt med denne meget alvorlige episode, hvilket også er påpeget af Udlændingestyrelsen. Blandt yderligere divergenser fremhæver Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger til samtale [i sommeren] 2020 har forklaret, at personer fra [C], der kom kørende i en bil, standsede hende selv og ægtefællen på gaden i Saida i 2016. Personerne sagde til ægtefællen, at han skulle give dem oplysninger om sin egen organisation, Fatah Abu Amar. Vedrørende sin egen adfærd under episoden forklarede den kvindelige ansøger, at hun bare blev stående, og på fornyet forespørgsel at hun blev truet, men at der ikke skete hende andet. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato forklarede den kvindelige ansøger imidlertid udbyggende, at hun blev skubbet, at hun faldt om kuld, og at hendes hijab enten blev trukket af eller faldt af. Hun forklarede endvidere divergerende, at personerne fra [C] sagde til ægtefællen, at han skulle myrde et ledende medlem af Fatah Abu Amar. Den mandlige ansøger har hverken i sit asylansøgningsskema eller til samtale [i sommeren] 2020 forklaret, at han skulle være blevet opfordret til at myrde et ledende medlem af Fatah Abu Amar. Oplysningen herom fremkommer først i hans advokats indlæg til mødet i Flygtningenævnet [fra maj] 2021. Det fremgår af advokatens indlæg, at det var i 2018, cirka en uge før ansøgernes endelige udrejse af Libanon, at den mandlige ansøger blev opfordret til at myrde [D]. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede den mandlige ansøger imidlertid, at det var i 2016, at han blev opfordret til at begå dette drab. Ligeledes forklarede han, at han, der efter det oplyste er uden nogen form for militær uddannelse og uden nærmere kendskab til sprængstoffer, skulle anbringe en bombe af plastisk sprængstof på [E's] bil. Til trods for at ansøgerne i varierende grad har følt sig truet siden 2007 og herunder flyttede bopæl i 2012 har de været i Danmark flere gange uden tidligere at søge asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at der er så væsentlige divergenser om helt centrale dele af grundlaget for ansøgernes asylmotiv, at deres forklaringer i det hele må tilsidesættes. Særligt vedrørende den mandlige ansøgers oplysning om at han har været udsat for tortur i 2016 bemærker Flygtningenævnet, at han ifølge den af ham selv fremlagte lægeerklæring vedrørende hans indlæggelse [i efteråret] 2016 havde været udsat for stump vold mod hovedet og var bevidstløs, ligesom han havde forskellige andre følgeskader i denne forbindelse. Derimod er skader i endetarmsregionen ikke omtalt. Herefter, og med henvisning til det anførte om ansøgernes troværdighed, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger har været udsat for tortur som forklaret. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at torturundersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Herefter finder nævnet, at ansøgerne er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen, men at de ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., idet de formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Nævnet bemærker hertil, at ansøgerne flere gange har foretaget rejser mellem Danmark og Libanon uden problemer. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til Udlændingestyrelsens landerapport Lebanon Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon af marts 2020, hvoraf det fremgår, at det har været muligt for flere europæiske lande at returnere flygtninge til Libanon. Det af ansøgerne i Flygtningenævnet fremlagte bilag A kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/33/ajev
