Nævnet stadfæstede i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved Vestre Landsrets ankedom [i efteråret] 2020 udvist med indrejseforbud i 12 år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31.Klageren er etnisk kurder fra Iran og har oplyst at være kristen af trosretning. Klageren er født i Al Tash flygtningelejren i Ramadi i Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, udsat for overgreb eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi han ikke kan overbevise dem om, at han ikke var medlem af gruppen PJAK. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er konverteret til kristendommen i Danmark. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans ven, Hadi, i 2015 introducerede klageren til personer fra PJAK. Personerne bad om hjælp til at få mad og drikke, hvilket klageren indvilligede i. Klageren var herefter ikke i direkte kontakt med personer fra PJAK. Klageren lånte dog flere gange sin bil til Hadi, der hjalp PJAK. Klageren gav også Hadi penge, så han kunne handle ind til personerne fra PJAK. Nogle måneder senere opstod der sammenstød mellem politiet og personer fra PJAK. I den forbindelse blev flere personer fra PJAK anholdt. I den efterfølgende periode blev endnu flere personer fra PJAK anholdt, herunder nogle af klagerens venner, som havde lånt klagerens bil til at hjælpe PJAK. Klageren udrejste, idet han frygtede at blive angivet til myndighederne. Efter klagerens udrejse blev klagerens families bopæl opsøgt af de iranske myndigheder, der spurgte efter klageren. Klageren er efter sin indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om, at han skulle være i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det i klagerens asylansøgningsskema [fra vinteren] 2015 – uanset at oplysningerne i skemaet muligvis ikke er udtømmende – ikke er anført, at klageren på nogen måde selv skulle have ydet bistand, hverken direkte eller indirekte, til politiske grupper, som kæmpede imod det iranske regime. Derimod anføres det bl.a., at klagerens venner, der blev anholdt, blev beskyldt for at have givet mad til de pågældende politiske grupper, og at klageren derfor blev bange for, at myndighederne i Iran også ville tilbageholde klageren, herunder dræbe klageren. Herudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren i oplysnings- og motivsamtalen [fra sommeren] 2016 forklarede, at han en ukendt dato befandt sig i området nær grænsen til Irak sammen med sin ven, Hadi Mahmoudi, der skulle hjælpe klageren med at aflæsse varer fra klagerens ”flyttebil”, i hvilken forbindelse klageren og Hadi blev stoppet af 3 unavngivne (og ukendte) personer i kurdisk tøj, som klageren samme dag bragte mad ud til. Klageren havde ikke kendskab til de ukendte personers politiske tilhørsforhold, og havde alene hentet ”mad til personerne én gang og efterfølgende transporteret Haddi ud til personerne 3-4 gange”. Dette blev dog af klageren præciseret i forbindelse med en gensamtale [fra foråret] 2017, hvor han som en korrektion til referatet af oplysnings- og motivsamtalen [fra sommeren] 2016 oplyste, at han ”mener, at han ikke har kørt Haddi ud til personerne 3-4 gange. Haddi har lånt bilen 3-4 gange til at fragte personer”. I forlængelse heraf har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren til udsendelsessamtalen [fra vinteren] 2021 forklarede bl.a., at han havde nogle venner, der var politisk aktive for nogle kurdiske partier, og at de nogle gange lånte hans bil og han gav dem penge. Denne forklaring står i modsætning til det, som klageren tidligere har forklaret om, at Hadi havde lånt bilen 3-4 gange til at fragte personer (eller eventuelt, at klageren havde kørt Hadi ud til de ukendte personer 3-4 gange), ligesom den står i modsætning til forklaringen for nævnet. Hertil kommer, at klageren til udsendelsessamtalen også forklarede, at han hjalp personer fra PJAK med at overnatte, hvilket ikke stemmer overens med, hvad klageren tidligere eller for nævnet har forklaret om sin bistand til PJAK. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren til udsendelsessamtalen forklarede, at de personer, som han kørte mad ud til, fortalte, at de var officielle medlemmer af PJAK, og at de havde armygrønt tøj på, mens klageren tidligere har forklaret, at klageren og Hadi blev stoppet af 3 unavngivne (og ukendte) personer i kurdisk tøj, og at klageren ikke havde kendskab til de ukendte personers politiske tilhørsforhold. For nævnet har klageren imidlertid forklaret, at han allerede ved det første møde fik kendskab til de 3 personers tilhørsforhold til PJAK, og at de var iført khaki-farvet folkedragt. Herudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at der er en divergens mellem på den ene side klagerens forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om baggrunden for klagerens første møde med de ukendte personer (fra PJAK), som han efterfølgende bragte mad ud til, og på den anden side klagerens forklaring herom til udsendelsessamtalen. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede klageren således, som anført ovenfor, at Hadi og klageren i forbindelse med, at de befandt sig i området nær grænsen til Irak, hvor de skulle aflæsse varer fra klagerens ”flyttebil”, blev stoppet af 3 unavngivne (og ukendte) personer i kurdisk tøj, hvilket klageren til dels også har forklaret for nævnet, mens han til udsendelsessamtalen forklarede, at han første gang mødte personer fra PJAK, da Hadi tog klageren med for at introducere ham. I udsendelsessamtalen forklarede klageren ikke noget om aflæsning af varer fra sin bil, men derimod, at han en dag blev kontaktet af en af sine venner, der spurgte ham, om han ville med ud. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at han for nævnet har forklaret, at det alene var Hadi, der bragte mad ud til de 3 personer, som de havde mødt, mens han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han samme dag bragte mad ud til de ukendte personer, og at han til udsendelsessamtalen forklarede, at han sammen med en ven købte mad og kørte op ad et bjerg og lavede mad, hvorefter der pludselig kom en masse andre personer, der var medlemmer af PJAK. Endelig har nævnet lagt vægt på, at han for nævnet har forklaret, at de iranske myndigheder ikke har udstedt en arrestordre på ham, mens han til Hjemrejsestyrelsen [i vinteren] 2021 under en telefonisk partshøring forklarede, at myndighederne havde udstedt en arrestordre på ham og sendt denne arrestordre til hans familie. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne divergenser i klagerens forklaringer om sit oprindelige asylmotiv – herunder vedrørende bl.a. klagerens første møde med personer fra PJAK og omfanget og karakteren af klagerens (indirekte) bistand til PJAK – at hans forklaring om, at han skulle være i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder, ikke kan lægges til grund. Herefter, og i øvrigt under hensyn til Flygtningenævnets indtryk efter klagerens forklaring for nævnet, kan det ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af klagerens oprindelige asylmotiv. Det bemærkes, at nævnet ved denne vurdering har taget hensyn til, at begivenhederne omkring klagerens asylmotiv ligger 5 år tilbage i tid, ligesom Flygtningenævnet har taget hensyn til klagerens helbredsmæssige tilstand og misbrug af heroin og kokain, hvorved det i øvrigt bemærkes, at klagerens senere forklaringer er mere detaljerede end de første forklaringer. Flygtningenævnet har på baggrund af klagerens oplysninger om sin konversion og sagens oplysninger i øvrigt foretaget en vurdering af, om klagerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at klagerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning eller fremkommet med religiøse tilkendegivelser i medierne, herunder om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. På den ene side har Flygtningenævnet ved vurderingen af, om klagerens konversion kan betragtes som reel, lagt vægt på, at klageren i [efteråret} 2016 blev døbt i [en frikirke], ligesom nævnet har lagt vægt på udtalelsen fra [sommeren] 2016 fra [firkirken] samt de forskellige erklæringer fra [foråret] 2017 fra bl.a. [en sognepræst], [en præst fra frikirken] og [en sognepræst fra en anden kirke]. Det fremgår heraf bl.a., at klageren i perioden august-november 2016 deltog [et vist antal] gange i dåbsundervisningsforløb ved [en kirke], hvor han også deltog i mange gudstjenester og en række andre kirkelige aktiviteter. Endvidere fremgår det, at klageren var en samlende person for de kristne asylansøgere på [asylcenteret], og at klageren deltog aktivt i en bibelstudiekreds, som blev ledet af [en pastor]. De anførte forhold taler for, at klagerens konversion kan betragtes som reel. Heroverfor står imidlertid, at klageren ikke på nogen overbevisende måde har kunnet forklare nærmere om baggrunden for sin beslutning om at konvertere til kristendom, herunder har klageren ikke på overbevisende måde over for nævnet kunnet redegøre for sine indre bevæggrunde af religiøs karakter som begrundelse for konversionen. Herudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren, hverken over for Udlændingestyrelsen i forbindelse med udsendelsessamtalen [fra vinteren] 2021 eller over for nævnet, har været i stand til på overbevisende måde at kunne redegøre for kristendommens betydning for ham eller for sin kristne tro, idet han ikke har demonstreret et grundlæggende kendskab til indholdet af kristendommen. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren under udsendelsessamtalen bl.a. ikke kunne svare på, hvilke højtider, han som kristen fejrer, ligesom klageren ikke kunne oplyse, hvilke kristne bønner, han beder. Hertil kommer, at klageren ikke kunne oplyse om De 10 Bud. På den anførte baggrund – og uanset, at klageren har kunnet fremlægge en række støttende erklæringer fra forskellige menigheder, der i øvrigt alle er af ældre dato, og som er afgivet på et tidspunkt, hvor klageren ikke var meddelt opholdstilladelse – tiltræder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at klagerens konversion er udtryk for en reel indre overbevisning af religiøs karakter. Det af klageren oplyste om sproglige vanskeligheder i forbindelse med udsendelsessamtalen, hvor klageren oplyser, at han skulle have forklaret, at han alene kunne fortælle om kristendommen på farsi, kan ikke føre til et andet resultat, når henses til bl.a., at han for nævnet på Sorani kunne forklare ganske kort om De 10 Bud. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at klageren såvel over for nævnet som Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ved en tilbagevenden til Iran ikke vil tale højt om sin nye religion, men derimod vil holde den for sig selv. Det kan derfor ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil praktisere sin nye religion på en måde, som kan bringe ham i konflikt med myndighederne i Iran. Endvidere bemærker nævnet, at der heller ikke er holdepunkter for at antage, at klageren som følge af sin deltagelse i kristne aktiviteter i Danmark skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys på en måde, så der er grundlag for at antage, at myndighederne ved ansøgerens tilbagevenden til Iran vil reagere asylrelevant herpå. Det samme gælder den video, hvor der undervises i kristendom, som klagerens ven skulle have opslået på Facebook, idet det bl.a. bemærkes, at klageren ikke optræder ved navn på videoen, og at videoen ikke er slået op på klagerens Facebook-profil. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hverken som følge af klagerens oprindelige asylmotiv eller som følge af oplysningerne om klagerens konversion til kristendommen. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/41/hzc
