Nævnet meddelte i juni 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Bandaranzali, Gilan, Iran. Han er født muslim og har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet og tortureret af myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Han har til støtte herfor oplyst, at han i [måned i tredje kvartal af] 2019 mødte en mand ved navn [A] på sin arbejdsplads. De begyndte at tale kritisk om det iranske regime, islam og kristendommen allerede ved deres første møde. I en periode på otte til ni dage mødtes de fire gange, og ved det fjerde møde inviterede [A] ansøgeren med i sin kirke. Dagen efter mødtes de og kørte til en huskirke, hvor [A] introducerede ansøgeren for præsten. Dagen efter besøget i kirken, den [dato i andet tredje af] 2019, blev ansøgeren på sin arbejdsplads opsøgt af tre mænd, som tog ham med til et ukendt sted. Han var tilbageholdt i to dage og blev udspurgt til sit forhold til [A] og kristendommen. De viste ansøgeren billeder af ham og [A] uden for kirken. Da ansøgeren blev løsladt, fandt han ud af, at hans hus var blev ransaget, mens han havde været tilbageholdt. Hans familie var derudover blevet ringet op og havde fået at vide, at han skulle for retten. De betalte en kaution på 40 millioner tomaner for at få ansøgeren løsladt. Ansøgerens ægtefælle og hendes far havde ikke råd, så de lånte pengene af ansøgerens ægtefælles morbror. [Dato i tredje kvartal af] 2019, to dage efter ansøgerens løsladelse, blev han anholdt igen og tilbageholdt en dag. Ansøgeren blev udsat for fysiske og psykiske overgreb. Han blev stillet spørgsmål om konvertering og kristendommen, og de truede ham med at slå ham ihjel. Samme dag han blev løsladt, blev han hentet igen om aftenen og tilbageholdt i en bil. De viste ham et stykke papir, hvorpå der stod, at de havde fået ordre på at henrette ham. De sagde efter nogle timer, at de havde fortrudt og kørte ham hjem igen. Næste morgen blev ansøgerens ægtefælle tilbageholdt og afhørt i tre til fire timer. Ansøgeren besluttede sig for at udrejse samme nat, [dato i tredje kvartal af] 2019. Hans ægtefælle er efter hans udrejse blevet afhørt yderligere to gange, senest den [dato i fjerde kvartal af] 2019. Ansøgeren har i Danmark gået i kirke og blev døbt i [navn på kirke] den [dato i fjerde kvartal af] 2020. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren via en person, som han traf i forbindelse med sit arbejde, fik interesse for kristendommen. Det lægges endvidere til grund, at han ved deltagelse i et møde i en huskirke blev identificeret af myndighederne som mulig konvertit. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren efterfølgende blev anholdt og løsladt flere gange, og at der blev fremsat trusler mod ham og hans familie, og han blev udsat for tortur. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren på grund af sin mulige konvertering havde en sådan konflikt med de iranske myndigheder, at han ved sin udrejse befandt sig i risiko for konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Det må endvidere lægges til grund, at han har udøvet væsentlige kristne aktiviteter efter sin ankomst til Danmark. Flygtningenævnet finder det godtgjort, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil leve åbent med sin tro. Ansøgeren har således sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de af Udlændingestyrelsen påberåbte forhold, herunder vedrørende omstændighederne omkring betaling af kaution for ansøgerens løsladelse, kan føre til en tilsidesættelse af ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/40/DH
