Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en afghansk mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Sverige, og til, at han havde familie i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren som afvist asylansøger ikke har ret til indkvartering, finansielle ydelser og sundhedsydelser i Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgivning, ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU's charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af brevet fra Migrationsverket af 14. februar 2019 samt af brevet fra Save the Children af 25. marts 2019, at afviste asylansøgere kan modtage kommunal bistand i form af "emergency assistance" fra deres opholdskommune, samt at en eventuel afvisning af en sådan bistand kan indbringes for en højere instans. Det forhold, at klageren har psykiske helbredsmæssige problemer og har modtaget medicin og behandling herfor, kan heller ikke føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den fornødne lægebehandling, hjælp og støtte i Sverige, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale menneskeretlige forpligtelser, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker herudover, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de svenske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en tilbagevenden til Sverige risikerer at blive hjemløs, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Den omstændighed, at klagerens moster og hendes familie, som ansøgeren har oplyst, at han er tæt knyttet til, opholder sig i Danmark, kan heller ikke føre til et andet resultat. Nævnet bemærker hertil, at klagerens moster og hendes familie ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, stk. 1, litra g, ligesom nævnet ikke finder, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem klageren og mosteren omfattet af Dublinforordningens artikel 16. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren er voksen og ikke er afhængig af hjælp fra mosteren. Det forhold, at klageren har forklaret, at han har oplevet modstand fra den svenske befolkning, idet han blev opsøgt på det pizzeria, hvor han arbejdede, af flere personer med bat, som ville slå ham, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren, såfremt han måtte føle sig truet i Sverige, må henvises til at søge de svenske myndigheders beskyttelse, idet de svenske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/7/LINB
