Nævnet omgjorde i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at Udlændingestyrelsen ikke har overholdt fristerne for at anmode Sverige om at tilbagetage klageren, jf. Dublinforordningens art. 24. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den konkrete sag indrejste klageren i Danmark på ny [i udgangen af vinteren] 2020 i hvilken forbindelse han blev indlogeret på center Sjælsmark. Det fremgår videre af sagen, at de tyske myndigheder via Dublinet fremsendte en skrivelse adresseret til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020, hvoraf fremgik, at deres ansvar for klageren var ophørt, og at Sverige nu var ansvarlig. [I begyndelsen af vinteren] 2020 blev klageren registreret som asylansøger ved de danske myndigheder. [I begyndelsen af vinteren] 2020 anmodede Udlændingestyrelsen de svenske myndigheder om at tilbagetage klageren, hvilket de svenske myndigheder accepterede samme dag. Det følger af Dublinforordningens art. 24, stk. 1, at når en medlemsstat, på hvis område en person omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra b), c), eller d), opholder sig uden opholdstilladelse, og som ikke har modtaget nogen ny ansøgning om international beskyttelse, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig i henhold til artikel 20, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), kan den anmode denne medlemsstat om at tilbagetage den pågældende. Det fremgår endvidere af Dublinforordningens art. 24, stk. 2, at såfremt en anmodning om tilbagetagelse er baseret på andre beviser end oplysninger fra Eurodacsystemet, sendes den til den anmodede medlemsstat senest tre måneder fra den dato, hvor den anmodende medlemsstat bliver klar over, at det muligvis er en anden medlemsstat, der er ansvarlig for den pågældende. Det fremgår også af Dublinforordningens art. 24, stk. 3, at når anmodningen om tilbagetagelse ikke fremsættes inden for de frister, som er fastsat i stk. 2, skal den medlemsstat på hvis område den pågældende opholder sig uden opholdstilladelse give vedkommende mulighed for at indgive en ny ansøgning. I den konkrete sag lægger Flygtningenævnet til grund, at de danske myndigheder blev bekendt med, at klageren var genindrejst i Danmark i [udgangen af vinteren] 2020, idet han blev indlogeret på center Sjælsmark. Dette fremgår af Udlændingestyrelsens indkvarteringssystem. Det fremgår tillige, at han efterfølgende fik bevilget sundhedshjælp og lommepenge af styrelsen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at de danske myndigheder allerede [i sommeren] 2020 modtog oplysninger om, at ansvaret for klageren var overgået til Sverige. Da Udlændingestyrelsen i nærværende sag først har fremsendt en anmodning til de svenske myndigheder [i begyndelsen af vinteren] 2020 – seks måneder efter de danske myndigheder blev opmærksomme på, at Sverige muligvis var ansvarlige for klageren – finder Flygtningenævnet, ikke, at betingelserne i Dublinforordningens art. 24, stk. 2, er opfyldt, hvorfor de danske myndigheder skal give klageren tilladelse til at indgive en ny ansøgning om asyl, jf. Dublinforordningens art. 24, stk. 3. Det forhold, at det var Udlændingecenter Nordsjælland, der [i sommeren] 2020 modtog oplysningerne fra de tyske myndigheder om, at deres ansvar var ophørt, og at Sverige herefter var ansvarlig for klageren, og at oplysningerne ikke blev videreformidlet til styrelsen, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af sagens akter, at brevet fra de tyske myndigheder, der er sendt via Dublinet og adresseret til Udlændingestyrelsen, er modtaget [i sommeren] 2020 af en dansk udlændingemyndighed. På den baggrund omgør Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 13. januar 2021, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a.”. Dub-Sver/2021/10/LINB
