Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en eritreiske mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Sverige, herunder indkvarteringsmulighederne og COVID-19. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren som afvist asylansøger ikke har ret til indkvartering og finansielle ydelser i Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgivning, ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU's charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af brevet fra Migrationsverket af 14. februar 2019 samt af brevet fra Save the Children af 25. marts 2019, at afviste asylansøgere kan modtage kommunal bistand i form af "emergency assistance" fra deres opholdskommune, samt at en eventuel afvisning af en sådan bistand kan indbringes for en højere instans. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en tilbagevenden til Sverige vil befinde sig i en særlig situation som følge af COVID-19 pandemien samt de generelle forhold for asylansøgere i Sverige, herunder at klageren risikerer at blive hjemløs, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der som følge af COVID-19 pandemien foreligger særlige hensyn, hvorefter asylansøgningen bør behandles i Danmark efter forordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder videre ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2021/1/CHPE
