Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en hviderussisk mand, der var i besiddelse af et visum udløbet mindre end seks måneder inden han søgte asyl i Danmark, udstedt af de polske myndigheder. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbred og risikoen for frihedsberøvelse i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i efteråret] 2020 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i vinteren 2020/2021] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren risikerer at blive frihedsberøvet, hvis han overføres til Polen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, ”Country Report: Poland” fra april 2021, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves, og at der ikke sker en systematisk frihedsberøvelse af asylansøgere. Der foreligger således ikke grundlag eller oplysninger om konkrete omstændigheder til at fastslå, at der ved en overførsel af klageren til Polen vil ske en frihedsberøvelse, der vil være i strid med konventionerne. Det forhold, at klageren i Polen frygter overgreb, og at der er personer fra hans hjemegn, der opholder sig i Polen, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurderet. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de polske myndigheder, der må antages at have den fornødne vilje og evne til at yde klageren beskyttelse, hvis han føler sig forfulgt af privatpersoner. Endelig kan det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han lider af Hepatitis C, ikke føre til en ændret vurdering. Det kan i øvrigt ikke føre til en ændret vurdering, at klageren til Røde Kors har oplyst, at han har været udsat for tortur eller umenneskelig og nedværdigende behandling. Flygtningenævnet har lagt vægt, at klageren må forventes at kunne modtage relevant sundhedsbehandling i Polen, ligesom Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af ham kan underrette de polske myndigheder om hans helbredsforhold, såfremt han samtykker hertil, jf. forordningens artikel 32. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at klageren har oplyst, at han ikke har opholdt sig i Polen. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2021/4/gdan
