Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en afghansk mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens partner og barn er bosiddende i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig og herefter er udrejst af Østrig, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig den [dato i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Indledningsvis bemærkes det, at Dublinforordningens artikel 9 og 10 ikke finder anvendelse i denne sag, da klagerens mindreårige barn og partner efter det oplyste hverken har opholdstilladelse i form af international beskyttelse eller har en ansøgning herom. Det fremgår af sagen, at klageren blev religiøst viet i Afghanistan, hvorefter de alene havde 40 dages samliv, inden klagerens partner tog tilbage til Danmark, og at klagerens barn ikke mødte klageren, før hun var et år, da han ankom til Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at det forhold, at klageren har et mindreårigt barn og en gravid partner, der opholder sig i Danmark som familiesammenførte, kan føre til en fravigelse af udgangspunktet i Dublinforordningens artikel 3, stk. 1. Flygtningenævnet finder således ikke, at hensynet til barnets tarv og familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13 og 14, artikel 6, stk. 1 og 3, samt principperne i artikel 9, og FN’s Børnekonvention, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens partner er blevet gravid begge gange på et tidspunkt, hvor klageren hverken havde lovligt ophold i Danmark eller en berettiget forventning om at opnå det. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det familieliv, som klageren har med sit barn og sin gravide partner i Danmark, kan opretholdes i tilfælde af en overførsel til Østrig, idet hans gravide partner og hans barn, som har opholdstilladelse i Danmark, vil kunne komme på besøg i Østrig. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2021/3/DH
