Nævnet stadfæstede i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea, der var meddelt konventionsstatus i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ikke ønskede at vende tilbage til Tyskland, fordi han ikke havde fået den hjælp, som han havde brug for, hvorfor han følte sig dårligt behandlet. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Tyskland i 2018. Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger i lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Nævnet finder ligeledes, at forholdene i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet bemærker, at den omstændighed, at klageren generelt føler sig dårligt behandlet i Tyskland, herunder at han føler sig ignoreret af de tyske myndigheder, ikke kan føre til, at Tyskland ikke kan tjene som hans første asylland. Det bemærkes i den forbindelse, at Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at de tyske myndigheder skulle have bedt klageren om at forlade Tyskland, idet de tyske myndigheder [i sommeren] 2021 over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at klageren er ankerkendt som konventionsflygtning i Tyskland og har fået opholdstilladelse i 2018. Flygtningenævnet finder heller ikke, at oplysningerne om klagerens psykiske tilstand kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at skulle klageren få brug for lægehjælp i relation til hans psykiske helbred, må han forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Tys/2021/1/MIMA
