Nævnet stadfæstede i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Spanien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Sagen blev sambehandlet med klagerens ægtefælles sag om afvisning efter Dublinforordningen. Flygtningenævnet udtalte: "Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt beskyttelsesstatus i Spanien [i sommeren] 2019. Det fremgår af svaret [fra sommeren] 2020 fra de spanske myndigheder, at Spanien ikke kan acceptere ansvaret for behandlingen af klagerens asylansøgning, da hun allerede har opnået subsidiær beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er holdepunkter for at antage, at klageres beskyttelsesstatus er inddraget eller bortfaldet. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Flygtningenævnet lægger til grund, at der ikke foreligger indrejsehindringer, som gør klagerens indrejse udsigtsløs. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Spanien, samt at klageren i Spanien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Spanien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. Nævnet finder ligeledes, at forholdene i Spanien ikke er af en sådan karakter, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af AIDA Landerapport om Spanien, som er opdateret i marts 2021 (s. 143-145), at personer, der er meddelt subsidiær beskyttelse har ret til samme adgang til social støtte som spanske statsborgere, herunder adgang til økonomisk støtte og arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at skulle klageren få brug for hjælp, må hun forventes at kunne modtage den nødvendige hjælp i Spanien. Klagerens søns alder er ikke i sig selv til hinder for, at klagerens og klagerens søns integritet er beskyttet. Det, som klageren har anført om, at hendes adgang til arbejdsmarkedet forudsætter adgang til børnepasning, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at klageren har henvist til, at situationen er forværret som følge af COVID-19, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet dags dato har truffet afgørelse i klagerens ægtefælles sag om overførelse til Spanien i medfør af Dublinforordningen. Flygtningenævnet skal derfor henlede opmærksomheden på, at en udsendelse af klageren og den medfølgende søn til Spanien sker samtidig med en overførelse af klagerens ægtefælle til Spanien.” §29-Spa/2021/1/smla
