Nævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kina. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk han og buddhist fra Kaiyuan i Yunnan-provinsen, Kina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjem-land frygter at blive fængslet af det kinesiske politi, idet han i [efteråret] 2001 udsatte sin chef for vold. Han frygter endvidere ikke at kunne tage ophold på et bestemt sted i Kina, idet han hverken er i besiddelse af legitimation eller registreret som kinesisk statsborger. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han i [foråret] 2000 forsøgte at registrere sig hos politiet i Kina, men blev afvist. Efterfølgende ødelagde ansøgeren sammen med andre ikke-registrerede personer et myndighedskontor i frustration over den nægtede registrering. I [efteråret] 2001 ud-satte ansøgeren samme med to andre kollegaer deres chef for vold, idet han havde tilbageholdt deres løn. Ansøgeren har forklaret divergerende omkring den påståede anholdelse i 2000, idet han under samtalen [i foråret] 2014 alene har forklaret, at han slog ruder i stykker, og under samtalen [i sommeren]2014 har ansøgeren forklaret, at han slog ruder og borde i stykker, samt at han måske skubbede til nogen. Han har forklaret, at han ikke husker, om han slog på nogle mennesker. Under nævnsmødet har han forklaret, at han slog på nogle ansatte. Ansøgeren har omkring løsladelsen forklaret [i foråret] 2014, at han blev løsladt [i sommeren] 2000, mens han under samtalen [i sommeren] 2014 er refereret for, at han blev løsladt [i sommeren – anden da-to]2000. Han har under nævnsmødet forklaret, at løsladelsen fandt sted [i sommeren – anden dato] 2000. Under samtalen [i sommeren] 2014 har ansøgeren forklaret, at politiet ville have ham til at underskrive et dokument forud for løsladelsen, hvilket han nægtede, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han blot blev løsladt. Han har forklaret, at han ikke mellem denne løsladelse og episoden [i efteråret] 2001 var i kontakt med myndighederne. Vedrørende episo-den [i efteråret] 2001 har ansøgeren under samtalen [i foråret] 2014 forklaret, at han slog ar-bejdsgiveren først, hvorefter arbejdsgiveren slog igen. Ansøgeren har forklaret, at to personer, som han ikke husker hvad hed, slog arbejdsgiveren, og at han efter episoden løb derfra og heref-ter rejste rundt i Kina. Under samtalen [i sommeren] 2014 har ansøgeren forklaret, at han slog arbejdsgiveren først, hvorefter denne slog igen. Han har også her forklaret om to unavngivne arbejdere, som også slog arbejdsgiveren. Ansøgeren har forklaret, at de efterfølgende forlod fabrikken og gemte sig i en mark, hvorefter de to andre arbejdere tog hjem og blev anholdt, mens ansøgeren gik til en bus og kørte derfra. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at det var arbejdsgiveren, der slog ham først, hvorefter han var nødt til at forsvare sig. Han har under nævnsmødet kunnet navngive de to andre personer, som han oplyser, at han havde arbejdet sammen med fra [begyndelsen af 2000] til [efteråret] 2001. Endelig har ansøgeren forklaret, at de efterfølgende blev anholdt af politiet, men at han blev løsladt, formentlig fordi at han var mindreårig. Ansøgeren har oplyst, at han ikke efterfølgende har haft kontakt med de kinesiske myndigheder. På baggrund af de anførte divergenser på væsentlige punkter tilsidesætter nævnet forklaringen herom som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Idet ansøgeren i øvrigt ikke har kunnet forklare detaljeret om sit ophold i Kina indtil udrejsen i 2012, da han på trods af, at han har arbejdet i to år på samme fabrik i Rusland, ikke har kunnet angive byens navn, da han har forklaret udetaljeret om rejseruten og rejsemidlerne, da han indledningsvis til politiet har udgivet sig for at være fra Tibet, og da han frivilligt har ladet sig fremstille på den kinesiske ambassade, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har godtgjort sin identitet eller har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilba-gevenden til Kina vil være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfat-tet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." kina/2015/4/smla
