Nævnet meddelte i maj 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra Mendefera, Debub, Eritrea. Klageren har deltaget i to møder i [en navngiven forening] under sit ophold i Danmark. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive fængslet af de eritreiske myndigheder, fordi han er deserteret fra militæret og udrejst illegalt af Eritrea. Klageren frygter videre, at de eritreiske myndigheder har fået kendskab til klagerens forbindelse til [en navngiven forening]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han efter endt militærtræning i Sawa opholdt sig i to til tre måneder i Kibib, hvorefter han påbegyndte et kursus i mekanik og maskiner på Sawa. Klageren forlod ofte Sawa for at købe varer, som han solgte til sine militærkammerater. Klageren blev en dag opdaget i at forlade Sawa, og han blev tilbageholdt i tre dage. Efter sin løsladelse forsøgte klageren igen at forlade basen for at købe varer, men han blev opdaget, og han blev informeret om, at han ville blive fængslet dagen efter. På den baggrund besluttede klageren sig for at desertere fra militæret, hvorefter han tog hjem til sin moster i Dereanto, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse. Under sit ophold i Danmark har klageren deltaget i to møder i [en navngiven forening], som er imod den eritreiske regering. Klageren frygter, at de eritreiske myndigheder har fået kendskab til klagerens deltagelse i foreningens møder. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, allerede som følge af, at han er eritreansk statsborger i den militærpligtige alder, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved retten i Aalborgs dom af [en dato i sommeren] 2019 idømt 4 måneders fængsel for i [slutningen af] 2018 i forening med sin kæreste at have overtrådt servicelovens § 156 ved at bistå sin dengang 1-årige datter, som var anbragt uden for hjemmet, med at undvige eller holde sig skjult, og for i samme forbindelse at have overtrådt straffelovens § 119, stk. 1, ved at skubbe, slå og sparke datterens plejemor. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, klageren er dømt for, ikke kan betegnes som en særlig farlig forbrydelse, som indebærer, at klageren kan betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den udmålte strafs længde samt på kriminalitetens karakter og baggrund. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2020/5/MLVT.
