Nævnet stadfæstede i maj 2020. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren indrejste i Danmark [foråret] 2015 og indgav ansøgning om asyl samme dag. Ved dom af [foråret] 2018 afsagt af Retten i Odense blev klageren idømt tre års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21 og § 23. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 24, nr. 2, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, og § 26, stk. 2. Byrettens dom blev stadfæstet af Østre Landsret [sommeren] 2018. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har i deres afgørelse fra [vinteren] 2019 vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han, der ved dom er udvist af Danmark, er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Udlændingestyrelsen vurderede i deres afgørelse videre, at udlændingelovens § 31 var til hinder for, at klageren tvangsmæssigt kunne udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 2. Styrelsen vurderede endelig, at der ikke forelå sådanne særlige grunde, at klageren skulle gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk tigrigna og kristen ortodoks af trosretning fra [A], Soba Maekal, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller idømt fængsel på livstid, fordi han er deserteret fra militærtjeneste og dernæst er udrejst illegalt af Eritrea. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved Østre Landsrets ankedom af [sommeren] 2018 idømt 3 års fængsel og udvist med indrejseforbud gældende for bestandig for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21 og § 23. Det pådømte forhold blev begået [vinteren] 2018 i forening med en medgerningsmand, idet klageren først selv gennemførte en voldtægt af en kvinde, hvorefter han medvirkede til, at hans ven forsøgte at voldtage den samme kvinde. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har med sin ekskæreste, der er bosiddende i Danmark, en datter, der er knap 4 år gammel. Forud for dommen havde klageren samvær med datteren 2-3 gange om måneden. I dag har ekskæresten den fulde forældremyndighed over datteren, som 4-5 gange har været på besøg hos klageren i fængslet. Klageren har kone og to børn i Sudan, og han er i jævnlig telefonisk kontakt med ægtefællen. Resten af klagerens familie bor i Eritrea. Klageren har efter forskellige praktikforløb haft arbejde i Danmark som gartner i 8 måneder, han har ingen danske venner og har ikke været aktiv i foreninger. Han har gået på sprogskole og er nået til modul 2.5. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som han er dømt for, ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at han kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Erit/2020/3/AMKJ
