Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1992. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt han kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er halvt etnisk serber og halvt etnisk kroat samt kristen ortodoks fra Bosnien-Hercegovina. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren udrejste sammen med sine forældre fra Bosnien-Hercegovina, da han var tolv år gammel. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse eller andre former for overgreb som følge af, at han er halvt serber og halvt kroatisk, idet hans forældre tilhører to forskellige etniciteter. Klageren har videre henvist til, at han som kristen tilhører et religiøst mindretal, ligesom hans forældres aktiviteter forud for flugten vil kunne give ham problemer. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans mor er etnisk kroat, og hun har gjort tjeneste i politiet, og at hun er kendt i det tidligere Jugoslavien i kraft af sin […]. Klagerens far er etnisk serber, og han måtte på grund af det blandede ægteskab og parrets tidligere bopæl i [by], tilslutte sig HDZ og i en periode gøre tjeneste for denne enhed under konflikten i det tidligere Jugoslavien. Videre har klageren oplyst, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina ikke vil have et naturligt tilhørssted, fordi han er født i et blandet ægteskab. Kristne udgør, hvad enten de er serbere eller kroater, et mindretal, og han frygter derfor at blive udsat for overgreb eller forfølgelse fra civilbefolkningens side. Videre vil der ikke være nære slægtninge eller andet netværk, der vil kunne bistå ham ved en tilbagevenden og hjælpe ham med at blive indsluset. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at de krigshandlinger, klagerens far deltog i, fandt sted for mere end 25 år siden, og der i en længere årrække har været fred i Bosnien-Hercegovina. Klagerens mors tilknytning til politiet ligger lige så mange år tilbage, og efter oplysningerne i sagen lægger nævnet til grund, at forældrene først og fremmest udrejste som følge af de generelle forhold. Befolkningen i Bosnien-Hercegovina er sammensat af de tre hovedgrupper: muslimer, serbere og kroater, og bekender sig hovedsagelig til islam, den græsk ortodokse kirke eller den romerskkatolske kirke. Endelig bemærkes, at der i en længere årrække har været religionsfrihed i landet. Klageren har ikke selv haft konflikter forud for flugten i 1993, og det beror på hans formodning, at han som barn af kristne forældre i et blandet ægteskab, vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina, og denne formodning er ikke underbygget af baggrundsoplysningerne om forholdene i landet. Det samme gælder formodningen om, at han som kristen vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1, eller være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bosn/2020/2/CHPE
