Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2019. Sagen er forsøgt behandlet i proceduren for åbenbart grundløse sager.Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 11, og § 56, stk. 3. Ansøgerne er etniske ukrainere og ortodokse kristne af trosretning fra Zhytomyr, Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter for deres liv, da de bliver truet af tilhængere af den nye ortodokse kirke i Ukraine, fordi de selv er tilhængere af den gamle ukrainsk-ortodokse kirke. Ansøgerne har til støtte herfor anført, at den kvindelige ansøger en dag i [måned i sommeren] 2018 på vej hjem fra sit arbejde på et center for børn blev overfaldet af en gruppe personer, fordi hun fortalte børnene om sin religiøse overbevisning. Personerne anklagede den kvindelige ansøger for at være pro-russisk. Ansøgerne henvendte sig til politiet dagen efter, men politiet ville ikke hjælpe dem. Kort herefter blev den kvindelige ansøger presset til at opsige sin stilling. Den kvindelige ansøger blev herefter fra [samme måned i sommeren] 2018 til [måned i sommeren] 2019 truet telefonisk og via sociale medier af nogle ukendte personer på grund af sit religiøse tilhørsforhold. Ansøgerne henvendte sig igen til politiet, som igen afviste at hjælpe. En dag i [måned i foråret] 2019, da den mandlige ansøger ankom i bil til sin bopæl, holdt der en bil foran bopælen. Der sad sortklædte personer i bilen. Personerne truede med at give den mandlige ansøger problemer og sagde, at ansøgerne skulle flytte til Rusland. Ansøgerne flyttede herefter til den mandlige ansøgers mors bopæl. En uge før ansøgernes udrejse så de, at de personer, der havde truet dem, stod uden foran ansøgernes kirke iklædt militærlignende tøj. Flygtningenævnet lægger efter ansøgernes forklaring til grund, at de er tilknyttet den Ukrainsk-ortodokse kirke, der er underlagt Moskva-patriarkatets jurisdiktion (OUK). Flygtningenævnet kan efter den kvindelige ansøgers forklaring lægge til grund, at hun i [måned foråret eller sommeren] 2018 blev overfaldet uden for sin arbejdsplads af nogle ukendte mænd i anledning af hendes religiøse tilhørsforhold, og kan lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at ansøgernes bopæl i [måned i foråret] 2019 blev opsøgt af nogle ukendte mænd, til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den kvindelige ansøger i perioden fra den kvindelige ansøger havde sagt sit job op og frem til udrejsen, modtog trusler, telefonisk, per sms og via sociale medier. Flygtningenævnet har vedrørende de telefoniske trusler lagt vægt på, at ansøgerne alene har forklaret overordnet og udetaljeret om truslerne, at det forekommer mindre sandsynligt, at ukendte personer skulle ringe til den kvindelige ansøger i perioder dagligt og i perioder på månedlig basis igennem ca. 1 år, og at disse personer ikke foretog sig yderligere henset til, at de angiveligt var bekendt med hendes adresse. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke findes sandsynliggjort, at det var de samme mænd, der opsøgte ansøgernes bopæl i [måned i foråret] 2019. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at den kvindelige ansøger ikke fandt anledning til at skifte telefonnummer henset til omfanget af de telefoniske trusler, og at hun har slettet og blokeret alt, hvad hun har modtaget og således ikke har kunnet fremvise en af de trusler, hun har fået eller et eksempel på et opkald, hun har fået. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerne blev boende samme sted efter overfaldet i [måned i foråret eller sommeren] 2018 og indtil opsøgningen i [måned i foråret], at de da flyttede til den mandlige ansøgers mor, der boede i nærheden, og at de fortsatte med at gå i samme kirke. Ansøgerne har således ikke holdt sig skjult, og nævnet lægger derfor til grund, at episoden med overfaldet på den kvindelige ansøger må anses for et afsluttet forhold. Flygtningenævnet har videre vedrørende episoden ved kirken kort før ansøgernes udrejse af Ukraine lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de ikke kunne genkende mændene som værende de samme, der havde overfaldet den kvindelige ansøger eller som de, der havde opsøgt bopælen, men at de havde samme slags tøj på. Nævnet finder således, at det beror på ansøgernes egen formodning, at de pågældende mænd stod bag de ovenfor nævnte episoder og stod på stedet for at vente på ansøgerne. Nævnet har endelig lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der er religionsfrihed i Ukraine, at 12,8 % af de ortodokse kristne i Ukraine bekender sig til samme trosretning som ansøgerne, at ansøgerne ikke er profilerede, og at den kvindelige ansøgers forældre, der efter den kvindelige ansøgers forklaring er meget troende, opholder sig i Ukraine uden problemer. Det forekommer således ikke sandsynligt, at ansøgerne skulle være mere disponeret for forfølgelse end andre, der bekender sig til samme trosretning. Nævnet bemærker hertil, at ansøgerne først besluttede sig for at udrejse af Ukraine i [måned i sommeren] 2019, hvor truslerne angiveligt havde stået på et år, og at de i mellemtiden havde været på ferie og rejst tilbage til Ukraine. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at det ikke af ansøgerne er sandsynliggjort, at de har en aktuel og reel konflikt med en ukendt gruppering i anledning af deres religiøse overbevisning. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Selvom det måtte lægges til grund, at ansøgerne ved udrejsen havde en aktuel konflikt med en ukendt gruppering i anledning af deres religiøse tilhørsforhold som forklaret, finder nævnet ikke, at konflikten kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet finder således ikke, at konflikten har den fornødne karakter og intensitet til at kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at de ukendte personer truede den kvindelige ansøger telefonisk gennem ca. 1 år, uden at disse personer foretog sig yderligere til trods for, at de var bekendt med hendes adresse, og at ansøgerne var i stand til at opholde sig i Ukraine fra konflikten startede med opsøgningen af den kvindelige ansøger i [måned i foråret eller sommeren] 2018 og frem til udrejsen i [måned i sommeren] 2019 uden at opleve andet end trusler og en henvendelse ved bopælen i [måned i foråret] 2019. Nævnet lægger således vægt på, at det må antages, at den ukendte gruppering havde både mulighed og evne til at handle på truslerne, hvis de ønskede det, idet de var i stand til at opspore ansøgernes adresse og kendte den kvindelige ansøgers telefonnummer samt profiler på sociale medier. Nævnet bemærker videre, at ansøgerne må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse, såfremt de måtte opleve yderligere problemer. Det forhold, at politiet ikke ville starte en efterforskning i anledning af de politianmeldelser, som ansøgerne indgav, kan ikke føre til et andet resultat henset til, at det angiveligt var begrundet i manglende beviser og intensitet i forholdene. Det bemærkes hertil, at ansøgerne må henvises til at indgive klage til de relevante klageinstanser i Ukraine. Nævnet har endelig lagt vægt på de ovenfor nævnte baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2021/1/DH
