Nævnet omgjorde i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim født i [en by], Idlib, Syrien, og har boet i Jobar, Damaskus, fra hun var 17 år gammel til sin udrejse i 2013. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Klageren oplyste endvidere, at hun på intet tidspunkt havde haft personlige problemer eller konflikter med privatpersoner eller de syriske myndigheder. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hendes datter har været offentligt ansat i Syrien, hvorfor hele familien er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren har endvidere henvist til, at hendes herboende sønner er i den militærpligtige alder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes søn, [søn], blev fængslet i 25 dage inden sin udrejse af Syrien. Han blev fængslet, da han var fra Idlib. Klageren har til støtte herfor endvidere oplyst, at folk fra Idlib bliver arresteret af de syriske myndigheder, hvorfor hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder. Klagerens hus er blevet ransaget af de syriske myndigheder op til flere gange. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved vurderingen tillagt det vægt, at hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet, indtil hun udrejste af Syrien i en alder af 44 år. Hun har gået i skole i Syrien, er syrisk statsborger, taler arabisk og har familie i Syrien. Klageren taler lidt dansk, men hun kan ikke læse eller skrive dansk. Hun har ingen uddannelse eller beskæftigelse i Danmark, og hun har ingen fritidsinteresser eller er medlem af foreninger i Danmark. Nævnet har desuden tillagt det vægt, at klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hendes fire børn og børnebørn opholder sig i Danmark. Det må endvidere lægges til grund, at hun er enlig kvinde uden tilbageværende netværk i Damaskus, hun er analfabet og har aldrig været på arbejdsmarkedet. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i fire og et halvt år, ogta har store helbredsmæssige problemer. Klageren har – bortset fra de seneste tre år – aldrig boet alene, og det må lægges til grund, at hun dagligt får hjælp af hendes børn. Nævnet finder på denne baggrund, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes børn. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse skal på denne baggrund forlænges. Klageren har påberåbt sig individuelle forhold, og nævnet skal derfor foretage en vurdering af, om klageren som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring under den oprindelige asylsag til grund. Klageren forklarede under den oprindelige asylsag, at hun var udrejst på grund af krigen og de deraf følgende problemer, og at hun frygtede krigen for hendes børns vedkommende. Klageren oplyste endvidere, at hun på intet tidspunkt havde haft personlige problemer eller konflikter med privatpersoner eller de syriske myndigheder. Klageren forklarede om sin familie i hjemlandet, i andre lande og i Danmark, og at hun og hendes familie aldrig havde haft problemer eller konflikter i Syrien, udover da hendes mand blev taget af myndighederne. Hun vidste ikke, hvorfor hendes mand var blevet taget af myndighederne, og hun havde heller ikke nogen idé om det. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge klagerens forklaring i forbindelse med denne sag – sagen om nægtelse af forlængelse – til grund, fordi den er så væsensforskellig og udbyggende i forhold til klagerens oprindelige forklaring. Ved vurderingen af klagerens forskellige forklaringer har Flygtningenævnet taget i betragtning, at klageren ifølge hendes egne oplysninger er analfabet. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at klageren og klagerens børn har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om flere væsentlige forhold; bl.a. 1) tidspunktet og baggrunden for klagerens ægtefælles påståede forsvinden eller fængsling, 2) hvorvidt og hvornår klagerens søn, [søn], har været fængslet, 3) klagerens søn, [søn 2], påståede tilbageholdelse, 4) klagerens datter, [datter], tilbageholdelse og voldtægt, og 5) familiens udrejse, herunder hvem der udrejste sammen og den udløsende faktor. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at nogen af klagerens familiemedlemmer er eller har været tilbageholdt eller fængslet, og Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring under sagen om nægtelse af forlængelse som konstrueret og utroværdig. Det beror alene på klagerens egen formodning, at hun skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder, bl.a. fordi klageren oprindeligt er fra Idlib, og at hun skulle være i et modsætningsforhold til oppositionsgrupper. Det forhold, at klagerens datter, [datter 2], måtte være efterlyst af myndighederne, fordi hun har forladt sin stilling som offentlig ansat, er et forhold der i givet fald alene vedrører datteren [datter 2]. Ligeledes vil det forhold, at klagerens sønner er i den militærpligtige alder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke føre til asylbegrundende forfølgelse af klageren. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Herefter ændrer Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af 14. juli 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2021/26/hmu.
