Nævnte stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig og kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:Klagerne er etniske syrere og sunni-muslimer fra Damaskus-området, Syrien. Klagerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at de ville blive fængslet eller henrettet, som følge af deres sønners udeblivelse fra militæret. Udlændingestyrelsen har i [vinteren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter, hvorfor der ikke er en reel risiko for, at klagerne vil blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af deres blotte tilstedeværelse i området. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien fortsat frygter at blive fængslet eller henrettet. Han har til støtte herfor oplyst, at hans yngste søn, [S], er deserteret fra militærtjeneste, ligesom [S] har haft visse politiske aktiviteter vendt mod det syriske regime, herunder deltagelse i en regimekritisk dokumentarfilm, og at hans datter, [D], er efterlyst af de syriske myndigheder. Han frygter at blive afhørt, udsat for overgreb og fængslet, fordi han vil blive stillet til ansvar for sine børn forhold. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil spørge efter børnene og mistænke hende og den mandlige klager, fordi de udrejste af Syrien. Hun frygter videre, at de vil fængsle hende og den mandlige klager for at få ram på hendes søn, som er deserteret fra militæret, således at han vender tilbage til Syrien. Flygtningenævnet bemærker først, at nævnet ikke kan lægge den nye forklaring om, at [S] er deserteret fra militæret til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at der efter klagernes oprindelige forklaring var tale om unddragelse af at udføre militærtjeneste, og at den mandlige klagers forklaring om omstændighederne giver et så uklart billede af de faktiske omstændigheder, at forklaringen herom ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at [S] og muligt også [D] har deltaget i visse politiske aktiviteter vendt mod styret, men at disse aktiviteter enten ikke har påkaldt sig de syriske myndigheders opmærksomhed eller ikke har været af en sådan karakter, at de syriske myndigheder har fundet anledning til at reagere herpå. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at klagerne har boet i hvert fald 1 år i Syrien efter filmens offentliggørelse, og at den mandlige klager er ud- og indrejst 2 gange i Syrien i 2014-15 inden klagernes endelige udrejse af Syrien i [efteråret] 2015. Ud- og indrejserne er sket legalt og problemfrit. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at den kvindelige klager har fået udstedt nationalitetspas [i foråret] 2015 i Damaskus, og at der således ikke er grundlag for at antage, at myndighederne på dette tidspunkt skulle have noget udestående med familien. Klagerne har ikke sandsynliggjort, at denne situation skulle have ændret sig, således at de nu risikerer overgreb som følge af deres børns forhold. Der foreliggende således ikke sådanne individuelle forhold, at der er grundlag for at meddele klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Damaskus-området, hvor klagerne kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klagerne til Damaskus-området, vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det kan efter de aktuelle baggrundsoplysninger lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagernes hjemområde, Damaskus-området, og Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus-området ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015, der indførte udlændingelovens § 7, stk. 3, fremgår det bl.a. at: ”Det er et grundlæggende princip for beskyttelsesstatus, at beskyttelsen ophører, når der ikke længere er behov herfor. Princippet om at afstemme beskyttelsen med behovet er særligt relevant i en tid, hvor Danmark og Europa modtager et historisk højt antal asylansøgere. De gældende regler tager ikke højde for den særlige situation, som asylansøgere, der er på flugt fra generelle forhold i hjemlandet, er i. Denne gruppes behov for beskyttelse er generelt mere midlertidigt, idet beskyttelsen har baggrund i en generel situation, som vil kunne ændre sig. F.eks. vil en særlig alvorlig situation i forbindelse med en væbnet konflikt, som gennem en periode skaber store asylstrømme, kunne udvikle sig på en sådan måde, at en større eller mindre del af disse asylansøgere vil have mulighed for at vende tilbage til hjemlandet. Med lovforslaget foreslås der indført en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyttelsesbehovet for udlændinge, som opnår asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet.” Flygtningenævnet bemærker herudover for så vidt angår medlemsstaternes internationale forpligtelser, at det gælder overordnet, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som udgangspunkt respekterer medlemsstaternes adgang til at fastsætte nationale regler om meddelelse af asyl og opholdstilladelse. Adgangen begrænses alene af de forpligtelser, der beskyttes af konventionen. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Ud over Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder også andre konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klagerne fortsat ophold i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, udgør et indgreb i klagernes beskyttede ret efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3, og 11, stk. 2, 2. pkt. der bl.a. er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstatinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til familie- og/eller privatliv. Flygtningenævnet finder, at situationen i Damaskus-området er af en sådan karakter, at der ikke er grundlag for fortsat, at meddele klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. For så vidt angår vurderingen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8 bemærker Flygtningenævnet, at klagerne har levet langt størstedelen af deres liv i Syrien, at klagerne udelukkende har haft tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark, og således hele tiden må have været bekendt med, at deres ophold var midlertidigt, at opholdet i Danmark, selv om der er gået nogle år, har været korterevarende, og at klagerne ikke lider af væsentlige helbredsmæssige forhold. Det forhold, at klagernes datter og hendes familie bor i Danmark ændrer ikke vurderingen. Flygtningenævnet finder det således, at det ikke vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8 at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse efter § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2020/63/aca
