Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser samt et barn fra Libanon. Indrejst i 2015-Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra [X]-lejren i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hun vil blive anholdt af de libanesiske myndigheder, fordi hendes familie er blevet sagsøgt af en anden familie i Libanon. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb fra medlemmerne af denne familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at konflikten mellem familierne opstod i 2011 i forbindelse med et masseslagsmål ved hendes bopæl, som endte med, at hendes fætter slog et medlem fra den anden familie ihjel, og at hendes families hus blev brændt ned. Herefter sagsøgte den anden familie hendes familie, og sagen verserer fortsat i Libanon. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hendes tidligere ægtefælle vil slå hende ihjel og tage hendes søn fra hende. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hendes tidligere ægtefælle har udsat hende for vold flere gange, at han har truet hende med, at han ville slå hende og hendes familie i Libanon ihjel, og at han vil tage hendes søn fra hende. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. En statsløs palæstinenser fra UNRWA’s mandatområde, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, er som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i dom af 25. juli 2018, præmis 86 (Alheto-dommen), hvor EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen udtaler bl.a.: ”(…) når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke afvise ansøgerens forklaring om, at hendes familie i Libanon i 2011 havde en konflikt med [A]-familien. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge af denne konflikt ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for overgreb fra [A]-familien, eller at hun er eftersøgt af de libanesiske myndigheder og risikerer anholdelse ved indrejse i Libanon. Nævnet har herved lagt vægt på, at konflikten efter ansøgerens forklaring opstod tre år før, hun blev forlovet med sin ægtefælle, hvilket var [i efteråret] 2014, at ansøgeren ikke personligt har været involveret i konflikten, at ansøgeren og hendes familie efter at have boet andre steder i ca. tre år, vendte tilbage til [X]-lejren, hvor hendes mor, bror og svigerinde fortsat bor, og at ansøgeren på intet tidspunkt er blevet opsøgt af eller har oplevet problemer med medlemmer af [A]-familien – ud over nogle spændinger familierne imellem. Nævnet finder således, at konflikten med [A]-familien må anses for afsluttet. For så vidt angår ansøgerens frygt for, at hun ved indrejse i Libanon risikerer at blive anholdt af de libanesiske myndigheder i anledning af, at [A]-familien har sagsøgt ansøgerens familie på grund af det oprindelige drab på [B], har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring til asylsamtalen aldrig selv er blevet indkaldt til retten, at hun ikke er mistænkt for drabet, og at det er familiens advokat, der har fortalt hende, at hun måske risikerer at blive indkaldt. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at hun er eftersøgt af de libanesiske myndigheder og ved en indrejse i Libanon risikerer at blive anholdt. Det forhold, at ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at konflikten stadig pågår og retssagen stadig verserer, og at hun har fremlagt dokumenter, hvor sikkerhedsmyndighederne i [X]-lejren bekræfter en beskrivelse af konflikten i overensstemmelse med ansøgerens egen fremstilling heraf, kan ikke føre til en ændret vurdering henset til karakteren af de pågældende dokumenter og tidspunktet for fremlæggelsen. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at hun primært var kommet til Danmark, fordi hendes ægtefælle boede her, at hun ikke havde deciderede konflikter med privatpersoner eller familiemedlemmer i Libanon, og at hun uden problemer fik udstedt pas af de libanesiske myndigheder. Ansøgerens forklaring til asylsamtalen og på mødet i Flygtningenævnet, hvorefter hun bestak sig til at få udstedt passet og for at komme gennem kontrollen i lufthavnen, må på denne baggrund afvises som udbyggende og utroværdig. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de libanesiske myndigheder, eller at hun har en aktuel konflikt med [A]-familien. Nævnet kan endvidere ikke afvise, at ansøgeren har modtaget to telefoniske trusler fra sin herboende fraskilte ægtefælle, men finder ikke, at dette forhold har en sådan karakter eller et sådant omfang, at det kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til sin asylsamtale forklarede, at ægtefællen en gang omtrent en uge eller 10 dage efter, at hun forlod bopælen, truede hende med at tage hendes barn fra hende og dræbe hende og hendes familie, men at han ikke havde tid i øjeblikket og ikke efterfølgende havde fulgt op på det, og at hun ikke vidste, om hun kunne forvente, at han ville dræbe hende, hvis hun vendte tilbage til Libanon. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring på nævnsmødet - på spørgsmål om, hvorfor hendes fraskilte ægtefælle, der selv ønskede at blive skilt fra hende, skulle true hende - om, at det var hans søster i Libanon, som ansøgeren i øvrigt ikke havde haft nogen problemer med, der hidsede ham op, forekommer påfaldende. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en udtalelse fra [by] asylcenter, hvor en netværksmedarbejder har oplyst, at ansøgeren i perioden fra [vinteren 2017/2018] til [vinteren 2017/2018] har været i receptionen og fortalt, at hendes ægtefælle/tidligere ægtefælle har truet hende, kan ikke føre til en anden vurdering, henset til udtalelsens karakter og tidspunktet for fremlæggelsen. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at den tidligere ægtefælle har vilje eller evne til at efterstræbe hende i Libanon – herunder gennem sin familie - og gøre alvor af sin trussel mod hende og hendes barn. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse herimod. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan heller ikke begrunde asyl. Sammenfattende er der herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig usikkerhedssituation. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., og ikke 2. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren ved indrejsen i Danmark var i besiddelse af gyldigt rejsedokument udstedt af de libanesiske myndigheder. Uanset det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens Landerapport marts 2020, ”Readmission and Palestinian Refugees from Libanon”, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at alle disse var frivillige tilbagevenden. Endvidere fremgår: ”in cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Libanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return the MFS (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/14/gdan
