Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er statsløs palæstinenser, hvorfor han frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han ikke har samme rettigheder som libanesiske statsborgere. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter en mand, som er medlem af [x] og har meget magt. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har lånt 5000 dollars af manden, og at manden efter ansøgerens udrejse har opsøgt ansøgerens familie i Libanon og givet familien en frist på 2 måneder til at tilbagebetale pengene. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Klageren har i advokatindlægget og under mødet i Flygtningenævnet fragået sin oprindelige forklaring om, at hans familie har modtaget hjælp fra UNWRA. Klageren har som forklaring på sin fragåelse af den tidligere forklaring oplyst, at der var tolkeproblemer ved samtalen med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at fragåelsen af forklaringen kan forklares ved tolkeproblemer. Der er herved lagt vægt på, at der var tale om en helt kort samtale, som klageren fik oversat uden at have bemærkninger til oversættelsen. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren og hans familie har modtaget hjælp fra UNWRA. Flygtningenævnet bemærker herefter, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som klageren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelserne [i foråret] 2017 og [i foråret] 2020 – at det ikke kan lægges til grund, at klageren har eller har haft en asylbegrundende konflikt med hverken myndighederne, grupperinger eller privatpersoner i Libanon, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet finder, at klageren, trods de vanskelige forhold ved ansøgning om og udstedelse af rejselegitimation samt tilladelse til indrejse i Libanon, ikke er afskåret fra igen at vende tilbage til sit hjemområde i Libanon. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren er i besiddelse af et ID kort, som kan anvendes over for de libanesiske myndigheder ved udstedelse af rejselegitimation. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om, at han er udrejst af Libanon, fordi han på grund af de generelle forhold er utryg, til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om en konflikt med en mand med forbindelser til Fatah til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om den angivelige konflikt er helt overordnet og uden detaljer, og at klagerens forklaring om mandens opsøgning af klagerens familie er udbyggende. Klageren har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at manden opsøgte klagerens familie 2 gange og var truende, mens han under nævnsmødet forklarede, at manden opsøgte familien ofte, men at mandens konflikt var personligt rettet mod klageren, hvorfor han blot spurgte familien efter klageren. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke under nævnsmødet var i stand til at redegøre nærmere for, hvad han konkret frygter i Libanon. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor klagerens forklaring om en konflikt med en mand med forbindelser til Fatah som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen – tiltræder nævnet, at klageren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han igen vil kunne få adgang til UNWRA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af opdaterede baggrundsoplysninger vedrørende UNWRA og forholdene i Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [stat/2020/43/SELS]
