Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim. Han er statsløs palæstinenser fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive tvangsrekrutteret til Hamas og Fatah. Han har til støtte herfor oplyst, at Hamas og Fatah har forsøgt at rekruttere ham, fra han var 13 til 14 år gammel og frem til udrejsen i 2015. I 2006 forsøgte Hamas at rekruttere ansøgeren og andre palæstinensere som var til stede på en café i […]. Der opstod slagsmål og ansøgeren forlod straks caféen. Et par dage efter episoden på caféen blev ansøgeren opsøgt af en mand, som bankede på døren hos hans familie. Da manden ikke ville gå, skubbede ansøgeren til ham og gav ham en lussing, hvorefter manden gik. En uge efter blev ansøgeren og hans families hus angrebet af Hamas, der kastede håndgranater mod dem. Ansøgerens far, der tidligere havde været en del af Farah, ringede efter assistance hos Fatah, som kom og skræmte Hamas væk. Fatah forlangte, at ansøgeren skulle lade sig rekruttere til Fatah, hvis han ønskede deres beskyttelse. Fatah havde flere gange beskyttet ansøgeren mod at blive rekrutteret til Hamas. Ansøgeren nægtede at lade sig rekruttere til Fatah. Efterfølgende oplevede han både opsøgninger fra Fatah og Hamas, som begge ønskede at rekruttere ansøgeren. I 2009 flyttede ansøgeren til Jounieh for at undgå at blive rekrutteret til Fatah og Hamas. I 2015 udrejste han af Libanon. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg havde besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA-mandatområdet, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller -bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgeren har ikke oplyst på noget tidspunkt at have været registreret ved UNWRA eller at have modtaget støtte derfra, og Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerens svar på en række punkter nærmere angår den generelle konflikt mellem Hamas og Fatah end ansøgerens individuelle problemer. Ansøgeren har således under mødet i nævnet forklaret, at der var en konflikt mellem hans far, som medlem i Fatah, og Hamas, og at ansøgers fars problemer begyndte at gå ud over ansøgeren, hvilket første gang skete ved episoden på caféen i 2006, men har efterfølgende forklaret, at Hamas-folkene på caféen generelt forsøgte at hverve unge mænd, og at han ikke blev direkte opsøgt. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om en række forhold vedrørende sit asylmotiv. Under mødet i nævnet har ansøgeren bl.a. forklaret, at Hamas-folkene henvendte sig direkte til ham på cafeen, og at han kom i skænderi med dem, mens han til asylsamtalen har forklaret, at Hamas-folkene ikke sagde noget direkte til ansøger. Han har endvidere forklaret divergerende, om der var medlemmer af Fatah til stede på caféen, og om der opstod en slåskamp. Under mødet i nævnet, har ansøgeren forklaret, at både [A] og [B] henvendte sig til ansøgers familie, men at det var [B] som det højst rangerende Fatah medlem, der havde det sidste ord. Til oplysningssamtalen ville ansøger ikke oplyse navnet på den højtstående person i Fatah, som beskyttede ham, mens han til asylsamtalen har forklaret, at der nok var sket en forveksling mellem de personer. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at hverken han eller hans familie blev opsøgt af Hamas i perioden slutningen af 2009 til november 2015, hvor han boede i Jounieh, men har under mødet i nævnet forklaret, at Hamas fra 2010 løbende opsøgte hans familie og spurgte efter ham og truede hans familie. Han har endvidere til asylsamtalen forklaret, at Hamas blev ærgerlige, når han afslog at slutte sig til dem, men at der ikke skete yderligere. Under mødet i nævnet har han forklaret, at han også også blev truet. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at det trods Hamas’ adskille opsøgninger gennem en årrække og tilsvarende Fatahs hvervningsforsøg ikke er lykkedes nogen af organisationerne at hverve ansøgeren, og at ansøgeren har levet i ca. 6 år i Jounieh uden at opleve problemer. Hertil kommer, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret, at han for to dage siden har genoptaget kontakten med sin familie, selv om han ved asylsamtalen forklarede, at han havde afbrudt kontakten med sine familiemedlemmer for at beskytte dem. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Libanon ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder af de nævnte grunde, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konflikt med Hamas eller Fatah har en sådan karakter eller intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han i Libanon risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/27/DH
