Nævnet meddelte i februar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Eritrea. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinia og kristen ortodoks fra Asmara, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af myndighederne, idet hendes ægtefælle deserterede fra nationaltjeneste, blev fængslet og herefter flygtede. Videre frygter hun myndighederne, idet hun er udrejst og de derved ikke har mulighed for at afpresse ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle aftjente nationaltjeneste i Eritrea. Han var løbende hjemme på orlov og vendte ofte ikke tilbage til nationaltjeneste efter endt orlov. Ansøgeren blev i slutningen af 2016 opsøgt på sin bopæl af myndighederne, idet de ville have fat i hendes ægtefælle. Ansøgeren oplyste, hun ikke vidste hvor hendes ægtefælle var. To dage senere opsøgte myndighederne igen hendes bopæl. Idet ansøgeren fortsat ikke vidste hvor ægtefællen opholdt sig blev hun fængslet sammen med sin yngste datter, [A]. Ansøgerens familie fandt ægtefællen og fortalte ham, at ansøgeren var blevet fængslet, og at han skulle melde sig til nationaltjeneste for at få hende løsladt. Efter han gjorde dette, blev ansøgeren løsladt betingelsesløst (efter at have været fængslet i to uger). Fire til fem måneder senere kom ægtefællen hjem igen for en enkelt nat, hvorefter han forsvandt. Ansøgeren fik at vide af ægtefællens ven, at ægtefællen havde været fængslet, men var flygtet. Ansøgeren frygtede at blive fængslet igen og flyttede derfor fra sin bopæl. Ægtefællens ven arrangerede ansøgerens udrejse, og hun udrejste fire måneder senere legalt af Eritrea sammen med sine to yngste børn. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet en konsistent, detaljeret og troværdig forklaring. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren som følge af, at ansøgerens ægtefælle var udeblevet fra nationaltjeneste to gange blev opsøgt to gange af myndighederne som ønskede at få kontakt til ægtefællen, og at myndighederne anden gang tilbageholdte ansøgeren og ansøgerens yngste datter i 14 dage, indtil ansøgerens ægtefælle meldte sig til nationaltjeneste igen. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i samråd med ægtefællens ven [B] besluttede at udrejse af Eritrea, da hun fik at vide, at ægtefællen på ny var deserteret fra nationaltjeneste, og at hun holdt sig skjult, indtil hun udrejste fra Eritrea. Efter ansøgerens forklaringer om omstændighederne i forbindelse med, at hun fik udstedt nationalitetspas, sammenholdt med baggrundsoplysningerne og kildeoplysninger fra Amnesty International, hvor oplyses at være højst usandsynligt, at en mor under 40 år med fem børn og som ikke har udført nationaltjeneste, skulle have fået udstedt et pas, finder nævnet, at det ikke kan udelukkes, at passet enten blev udstedt mod betaling af bestikkelse, eller at der var tale om et forfalsket ¬pas. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst ved anvendelse af passet, kan derfor ikke tages som udtryk for, at ansøgeren er udrejst legalt, og der kan derfor ikke bortses fra, at ansøgeren fortsat kan have et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder. Efter ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet videre til grund, at ansøgeren ikke har aftjent nationaltjeneste, og at hun ikke formelt er blevet fritaget for nationaltjeneste. Ifølge baggrundsoplysningerne, herunder EASO’s rapport ”Eritrea National service, exit, and return – Country of Origin Information Report” fra september 2019 og Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fælles rapport: ”Eritrea – National Service, exit and entry”, fra januar 2020, skal alle eritreere mellem 18 og 40 år i nationaltjeneste i 18 måneder. I praksis fritages nogle personer, særligt kvinder, herunder gravide kvinder, gifte kvinder eller kvinder med børn, fra nationaltjeneste. Der er dog ikke tale om en juridisk begrundet praksis, og der består ikke retskrav om fritagelse, ligesom reglerne i det hele taget forvaltes vilkårligt. Endvidere vil personer, der vender tilbage, og som ikke har aftjent nationaltjeneste, være i reel risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste og straffet for unddragelse og ulovlig udrejse. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed bortse fra, at ansøgeren, der nu er 39 år og har mindreårige børn i alderen 4½ år til 17 år, ved en tilbagevenden til Eritrea vil kunne blive indkaldt til nationaltjeneste, risikere straf for at have unddraget nationaltjeneste, straf for at have udrejst ulovligt eller på ny at blive fængslet som følge af sin ægtefælles desertering fra nationaltjeneste. Herefter og sammenholdt med baggrundsoplysningerne om Eritrea i øvrigt finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2021/1/imbs
