Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en eritreisk kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Schweiz havde en konflikt med sin far, hvorfor klagerens liv var i fare. Klagerens far havde forsøgt at slå klageren ihjel, lovet hende væk til en mand i Eritrea og forpurret hendes asylsag i Schweiz. Dansk Flygtningehjælp henviste endvidere til, at klageren i Danmark havde en forlovet, som hun ventede et barn med. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Schweiz. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz den [i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren er bange for sin far, der er bosiddende i Schweiz, og at klageren har oplyst, at han blandt andet har truet hende på livet, og at han har forsøgt at køre hende ned samt haft til hensigt at kaste hende ned på togskinner, ligesom hun frygter hans reaktion på hendes graviditet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at søge de schweiziske myndigheders beskyttelse, idet de schweiziske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at hendes far har medvirket til, at hun har stået svagt i sin asylsag i Schweiz, og at hun vil være sårbar i en udsendelsessituation. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Schweiz har tiltrådt Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er grundlag for at antage, at Schweiz ikke overholder deres internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en ansøger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet finder endeligt ikke, at det forhold, at klagerens forlovede, som også er far til klagerens kommende barn, har opholdstilladelse i Danmark, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at klagerens forlovede ikke findes at være omfattet af definitionen af familiemedlemmer i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det bemærkes herved, at der ikke har eksisteret et længerevarende samlivsforhold mellem klageren og hendes forlovede, der kan sidestilles med et retsgyldigt ægteskab. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen har oplyst, at parret var sammen i tre uger, da de blev forlovet i Etiopien i august 2019, ligesom klagerens forlovede har været på besøg af nogle dages varighed to til tre gange i Schweiz, men at parrets kontakt ellers har været telefonisk forud for klagerens indrejse i Danmark. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at bestemmelserne om hensynet til barnets tarv efter Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, jf. forordningens præambel punkt 13 ikke findes at være relevante under de givne omstændigheder, idet klagerens barn endnu ikke er født. Endelig bemærkes, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de schweiziske myndigheder om klagerens forhold, herunder vedrørende hendes graviditet, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Schw/2021/3/ajev.
