syri2021151

Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, sunnimuslim og syrisk statsborger. Klageren er født i [by], Irak, men flyttede i 2000 til Haresta, Rif Damaskus, Syrien. Klageren flyttede i 2011 til Qudsaya, Rif Damaskus, Syrien, hvor hun boede frem til sin udrejse i 2013. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive dræbt af tilfældige bombardementer som følge af den ustabile situation i landet. Klageren henviste videre til frygten for at blive udsat for seksuelle overgreb, idet hun havde fået oplyst, at et ubestemt antal af kvinder var blevet voldtaget i hjemlandet. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet hun – men også hendes eksmand – er eftersøgt i hjemlandet. Klageren har videre oplyst, at hun frygter sin families indblanding i hendes privatliv. Endelig har klageren oplyst, at hun i 2012 har været udsat for voldtægt begået af formentlig militærpersoner og/eller medlemmer af sikkerhedstjenesten, og at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter på ny at blive udsat herfor. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun tror, at hun er eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi hun tidligere har hjulpet oppositionsfamilier med mad og tøj. Klageren har videre oplyst, at hun ikke kender til sin tidligere ægtefælles konflikter i Syrien, men såfremt han er eftersøgt til militæret, risikerer hun at få problemer. Nævnet lægger til grund, at klagerens hjemområde er Rif Damaskus. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at de syriske myndigheder har genvundet kontrollen over den overvejende del af Rif Damaskus i maj 2018. Dette fremgår bl.a. af Udlændingestyrelsens landerapport fra oktober 2020 ”Syria, Security and Socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damaskus”, og EASO-rapporten ”Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note”, udgivet i september 2020 samt EASO-rapporten “Syria Security situation - Country of Origin Information Report” udgivet i juli 2021. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne til grund, at situationen i Rif Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter, og at de aktuelle forhold i området ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Nævnet finder heller ikke, at klageren som enlig kvinde er således i risiko for at blive udsat for overgreb, at dette kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold i Rif Damaskus ikke kan føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3, og 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klageren er indrejst i Danmark som 41-årig. Hun har ikke nu familie i Danmark, og hun har ikke været i arbejde. Flygtningenævnet kan derfor tiltræde det af Udlændingestyrelsen i afgørelse af [foråret] 2021 anførte om, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. De af klageren påberåbte helbredsforhold kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse på grund af dennes individuelle forhold jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke at kunne tilsidesætte klagerens forklaring om, at hun i 2012 blev udsat for voldtægt, muligt begået af medlemmer af sikkerhedstjenesten og/eller militæret. Efter de foreliggende oplysninger må Flygtningenævnet imidlertid lægge til grund, at klageren ikke blev udsat for voldtægt, fordi hun tilhørte oppositionen. Hun må derimod betragtes som et tilfældigt offer. Der er intet i de foreliggende oplysninger, der tyder på, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en konkret, individuel risiko for at blive udsat for voldtægt. Flygtningenævnet finder derfor, at oplysningerne om den stedfundne voldtægt ikke kan føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse. For så vidt angår klagerens forklaring om, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse, fordi hun har tilhørt oppositionen til den syriske regering, bemærker Flygtningenævnet følgende: Klageren har i sit asylskema af [efteråret] 2015 udelukkende henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder den risiko som krigshandlingerne medførte, og har ikke anført noget om, at hun tilhørte oppositionen eller havde udført aktiviteter som kunne opfattes som værende vendt mod den syriske regering. Ved oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2015 forklarede hun, at hun aldrig havde været politisk aktiv, at hun aldrig havde været medlem af en oprørsgruppe, og at hun ikke havde haft konflikter med hverken myndigheder, privatpersoner eller grupperinger. Også i denne samtale blev der alene henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder den risiko som krigshandlingerne medførte, ligesom hun oplyste, at hun havde forladt Syrien for at finde et mere stabilt liv. Klagerens senere forklaring om, at hun havde hjulpet oppositionsgrupper med mad og tøj, samt at hun i sin lejlighed skulle have efterladt en taske, som indeholder kompromitterende personlige papirer, og som de syriske myndigheder ved tilfældige omstændigheder formodes at være kommet i besiddelse af, må betragtes som i høj grad udbyggende. Dette gælder også klagerens forklaring i Flygtningenævnet om, at hun har deltaget i en demonstration med sin første ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den manglende omtale af hendes hjælp til oppositionen dels skyldes tolkeproblemer, dels skyldes hensynet til hendes nye ægtefælle. For så vidt angår klagerens første ægtefælle bemærker Flygtningenævnet, at klageren ved oplysnings- og motivsamtale forklarede, at hun var blevet skilt fra ham i 2011 og ikke havde forbindelse med ham. Da klagerens skilsmisse for nu 10 år siden efter det oplyste er registreret hos de syriske myndigheder, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at den tidligere ægtefælles unddragelse fra værnepligt kan føre til, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at såvel klageren som dennes første ægtefælle må anses for helt uprofilerede, og at skilsmissen som anført fandt sted for 10 år siden. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke at der er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/151/RILA