Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim fra [område], Damaskus, Syrien. Klageren har oplyst at være medlem af [partinavn] [i en årrække frem til sin udrejse]. Udlændingestyrelsen meddelte [i begyndelsen af] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder. Klageren oplyste, at han var eftersøgt af myndighederne, og at de havde opsøgt hans bopæl, grundet hans medlemskab i [partinavn], hvor han var [stilling]. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, da han er eftersøgt grundet sit medlemskab og arbejde for [partinavn]. Klageren har for nævnet endvidere som asylmotiv henvist til, at hans sønner vil unddrage sig militærtjeneste i Syrien, at hans to halvbrødre har unddraget sig militærtjeneste, samt til klagerens offentlige eksponering. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020 og Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates af Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020 og Dansk Flygtningehjælps Landeprofil om Syrien juni 2021. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er [i 50’erne]. Han har haft lovligt ophold i Danmark i seks år og ti måneder. Han har ikke haft arbejde eller gennemført en uddannelse eller deltaget i sprogskoleundervisning. Han har oplyst at han er separeret, og hans fraseparerede ægtefælle opholder sig i [et andet europæisk land] med hans ældste søn på [X] år, mens hans yngste søn på [X] år bor i Danmark. […] dog har sønnen på [X] år og den fraseparerede ægtefælle søgt om asyl. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK’s artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Der er ikke fremkommet oplysninger om, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hans voksne børn. Herefter og efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. I den forbindelse bemærkes, at klageren lider af kompleks PTSD, og det fremgår af de lægelige oplysninger, at hans tilstand er stationær, at der ikke er behandlingsmuligheder, og at klageren ikke ønsker medikamentel behandling for sin PTSD. Flygtningenævnet finder, at dette ikke kan anses for sådanne helbredsmæssige problemer, at det ved en tilbagevenden til Syrien vil udsætte klager for en sådan situation, der vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren opfylder betingelserne for at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, på baggrund af individuelle forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet forklaringen på flere punkter forekommer udbyggende, divergerende, afglidende og utroværdig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren, hverken da han oprindeligt søgte asyl, eller da han søgte om statusændring, oplyste om sin frygt for et parti ledet af [navn], og nævnet lægger til grund, at denne konflikt var i 2013, og at klageren ikke har hørt mere til konflikten siden. Det beror derfor på klagerens egen formodning, at han skulle være i fare for overgreb som følge heraf. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at klageren ikke tidligere for Flygtningenævnet under statusændringssagen har oplyst, at hans ægtefælle var i Syrien dels i 2017 og i [foråret] 2019, at hun under rejsen i 2019 blev afhørt i flere timer af de syriske myndigheder omkring klageren, og at hun fik oplyst, at klageren skulle melde sig hos de syriske myndigheder. Uanset dette fik klagerens ægtefælle mulighed for at indrejse og rejse ud af Syrien, ligesom hun ifølge sine egne oplysninger til Udlændingestyrelsen fik sine forhold legaliseret. Klageren har ikke tidligere hverken til Udlændingemyndighederne eller til [NGO] oplyst, at hans ægtefælle rejste til Syrien i 2017. Flygtningenævnet har [i foråret] 2019 truffet afgørelse i klagerens statusændringssag og har tilsidesat klagerens forklaring om hans asylmotiv, herunder medlemskab af [partinavn]. Klageren har tidligere overfor Flygtningenævnet i [foråret] 2019 forklaret, at to unge mænd blev anholdt omkring samme tid, som myndighederne forsøgte at anholde ham i 2013, og under nævnsmødet har han først oplyst, at han ikke kunne huske noget herom og senere, foreholdt sin tidligere forklaring, kunne han erindre at have forklaret om to unge mænd. Klageren har også for nævnet forklaret uoverensstemmende omkring sit nødhjælpsarbejde, herunder at han havde medicin gemt i sit hus, dog uden at kunne redegøre nærmere for hvilke typer medicin mv. Klageren har for Flygtningenævnet oplyst, at han var tilbageholdt tre gange af de syriske myndigheder i 2007 eller 2008 i en periode på [X] måneder, [i efteråret] 2010 i en periode på en uge og på et tidspunkt, som klageren ikke husker, i en periode på [X] dage. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at han er rejst fra Syrien til [land] flere gange i årene 2011 til 2013, idet han ventede på, at situationen i Syrien skulle forbedre sig. Klageren har oplyst, at han under sit første ophold i [land] var der i omtrent [X] måneder fra omkring [efteråret] 2011, hvor han indrejste legalt. Under hans øvrige ophold i [land] indrejste han illegalt, og under hans andet ophold kom hans ægtefælle og sønner til [land]. I [land] arbejdede han som [stilling] i [to byer i land] for personer, han kendte. Disse oplysninger om klagerens rejser til [land], og om hans arbejde der, mens han afventede situationen i Syrien, indtil [begyndelsen af] 2013, hvor han påbegyndte nødhjælpsarbejdet, har klageren ikke forklaret om tidligere. For Flygtningenævnet og under en samtale med Udlændingestyrelsen i [sommeren] 2020 har klageren oplyst om sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder at han blandt andet har arrangeret [aktiviteter], ligesom han har deltaget i et møde med [X] i 2016 om de generelle forhold for kurdere. Disse aktiviteter er af så begrænset omfang, og uden klageren selv er eksponeret direkte, og er foregået til dels før hans fraseparerede ægtefælles rejse til Syrien i 2019 og før mødet i Flygtningenævnet [i foråret] 2019. På den baggrund kan klagerens deltagelse i disse begrænsede aktiviteter ikke føre til, at der skulle være etableret et modsætningsforhold mellem de syriske myndigheder og klageren, så klageren på den baggrund skulle være eftersøgt af dem. Det beror derfor på klagerens egen formodning, at han ved tilbagesendelse til Syrien vil skulle melde sig hos de syriske myndigheder, og at han er eftersøgt af dem. Det beror også på klagerens egen formodning, at han ved tilbagesendelse til Syrien vil miste sit syriske statsborgerskab. Dette er ikke oplysninger klageren er fremkommet med tidligere, og alene noget han har diskuteret med andre i Danmark. Endvidere beror det på klagerens egen formodning, at hans sønner vil blive rekrutteret af PKK. I den forbindelse lægger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at det er de syriske myndigheder og ikke PKK, der har kontrollen i klagerens hjemområde. Sønnerne er i den militærpligtige alder, hvorefter de vil kunne rekrutteres til militærtjeneste af de syriske myndigheder. Efter de seneste baggrundsoplysninger vil klagerens sønners unddragelse af militærtjeneste ikke udsætte klageren for overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede person, hvilket der ikke foreligger oplysninger om, at de skulle være. Det samme gør sig gældende med hensyn til klagerens to brødre, som begge har fået asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af unddragelse fra militærtjeneste. Det bemærkes, at den ene bror er fritaget for militærtjeneste, og de har begge oplyst, at de ikke er politisk aktive. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at imødekomme påstanden om hjemvisning. For Flygtningenævnet har klageren oplyst, at han har deltaget i demonstrationer og holdt tale på kurdisk [sted og tid]. Klageren har oplyst, at hans tale primært vedrørte, hvordan de generelle levevilkår er og har været i Syrien i de sidste 50 år. Klageren har også forklaret, at han på sin åbne Facebookprofil, der har hans kurdiske navn, har oploaded partiets politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder, at klagerens aktiviteter herunder hans eksponering ikke har et sådant omfang og er med sådanne regimekritiske kommentarer over for de syriske myndigheder, at klageren har sandsynliggjort, at han som følge heraf skulle være kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien, kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, jf. de seneste baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/147/gdan
