Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste, at han var bange for at vende tilbage til Tyskland, fordi de tyske myndigheder ikke beskyttede ham mod en gruppe af personer, som længe havde chikaneret klageren. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste videre til klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at klageren led af skizofreni og depression. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i slutningen af] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren lider af paranoid skizofreni og er under medicinsk behandling herfor, samt oplysningerne om klagerens psykiske tilstand i øvrigt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han tidligere har modtaget medicin for behandling af sin psykiske sygdom i Tyskland. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren også fremover må forventes at kunne modtage den nødvendige medicinske behandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at det forudsættes, at de danske myndigheder forud for udsendelsen af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren har oplyst, at han under sit ophold i Tyskland blev chikaneret af en gruppe personer, og at de tyske myndighederne ikke beskyttede ham mod disse personer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, såfremt klageren fortsat måtte opleve at blive chikaneret af disse personer. Flygtningenævnet lægger således til grund, at de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den nødvendige beskyttelse. Såfremt klageren føler sig dårligt behandlet af de tyske myndigheder, henvises klageren til at klage til en overordnet tysk myndighed. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/21/rila
