Nævnet omgjorde i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at fristen for at sende en anmodning til Tyskland ikke var sket rettidigt, hvorfor ansvaret for behandling af klagerens asylsag var overgået til Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. Af Dublinforordningens præambel nr. 4 og 5 følger blandt andet, at medlemsstaterne hurtigt skal afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse. Endvidere følger det af Dublinforordningens artikel 23 og 24 blandt andet, at når en person omfattet af forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, henholdsvis har indgivet en ansøgning om international beskyttelse eller ikke har indgivet en sådan ansøgning og opholder sig i landet uden opholdstilladelse, skal den anmodende medlemsstat (Danmark) fremsætte anmodning om tilbagetagelse hurtigst muligt, og under alle omstændigheder inden for to måneder efter modtagelse af Eurodac-hit vedrørende personen. Fremsættes anmodning om tilbagetagelse ikke inden for fristen påhviler ansvaret for behandlingen af personens sag den anmodende medlemsstat. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland, og at det som udgangspunkt er Tyskland, der er ansvarlig for behandlingen af klagerens sag, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Spørgsmålet er herefter, om Danmark må anses for at have anmodet Tyskland om tilbagetagelse af klageren inden fristen herfor, eller om Danmark er blevet ansvarlig for behandlingen af klagerens sag. Efter sagens oplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren [i efteråret] 2019 gav sig til kende over for myndighederne, da han henvendte sig til personalet i porten i Center Sandholm. Der foreligger ikke nærmere oplysninger om, hvilke oplysninger klageren fremkom med, eller hvilken vejledning klageren da modtog, men det kan lægges til grund, at klageren blev henvist til at blive indkvarteret i Center Sjælsmark. Klageren var kendt i Udlændingestyrelsens systemer, og Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens status ville være fremgået ved et opslag heri. Det skete imidlertid ikke. Udlændingestyrelsen har om årsagen hertil oplyst, at personalet i porten ikke kontaktede Udlændingestyrelsen med henblik på oprettelse af en ny asylsag, og at der dengang ikke var procedurer for asylansøgere, som genopdukkede efter at have været udeblevet. Klageren blev herefter indkvarteret i Center Sjælsmark, og Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det, som Dansk Flygtningehjælp har anført i sit indlæg, til grund, at klageren var af den opfattelse, at han på ny havde ansøgt om asyl i Danmark. Udlændingestyrelsen har oplyst, at Udlændingestyrelsen ikke var vidende om, at klageren var genopdukket i Danmark [i efteråret] 2019, før Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren [i sommeren] 2020 rykkede Udlændingestyrelsen for nyt i klagerens sag. Det fremgår imidlertid af sagens oplysninger, at Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2019 og [i vinteren] 2020 imødekom ansøgninger om betaling af sundhedsbehandling for klageren. Flygtningenævnet finder herefter, at Udlændingestyrelsen senest [i vinteren] 2019 burde have sikret sig oplysninger om klageren ved en Eurodac-søgning. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at anmodningen af [sommeren] 2020 om tilbagetagelse af klageren ikke kan anses for at være fremsat rettidigt. Ansvaret for behandlingen af klagerens sag påhviler derfor Danmark. Den omstændighed, at Tyskland [i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, kan ikke føre til en anden vurdering, idet grundlaget for de tyske myndigheders stillingtagen til tilbagetagelsesanmodningen har været ufuldstændigt. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsen afgørelse, således klageren ikke overføres til Tyskland.” Dub-Tysk/2021/18/YARS
