Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra [landsbyen], Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han er født shia-muslim, men har været kristen af religiøs overbevisning siden 2018. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har søgt om asyl, fordi han i Afghanistan frygter den afghanske befolkning generelt som følge af, at han er konverteret til kristendommen, herunder at han vil betragtes som vantro og dermed blive stenet. I den forbindelse frygter ansøgeren endvidere, hvordan hans familie vil reagere, hvis de finder du af, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere, at han vil blive slået ihjel af sine fars fætre grundet en jordkonflikt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans farfar ejede jord i Afghanistan, som blev delt mellem ansøgerens far, [M], og ansøgerens to onkler, [S] og [K]. Ansøgerens farbror, [S], havde ikke børn og var gammel og syg, og ansøgerens far tog sig af ham. [S] bad derfor ansøgerens far om at tilkalde mullahen samt nogle vidner fra landsbyen for at få registreret [S]s del af jorden i ansøgerens fars navn. Ansøgerens far samlede nogle folk hjemme hos sig selv, deriblandt ansøgerens farbror, [K], samt [Ks] sønner. De ældre i landsbyen udarbejdede derefter et dokument, hvor de skrev ansøgerens far som ejer af jorden. Efter dokumentet var udfærdiget, begyndte [K] og hans sønner at protestere. I 2012, tre måneder efter dokumentet var blevet udfærdiget, afgik ansøgerens farbror, [S], ved døden. I foråret 2012 skulle ansøgeren og ansøgerens far vande jorden og i den forbindelse dukkede [K]'s søn, [B], op. [B] sagde til ansøgerens far, at han ikke skulle dyrke jorden, hvorefter de kom op og skændes. [B] lagde ansøgerens far ned på jorden, tog kvælertag på ham og slog ham i ansigtet med en knytnæve. Ansøgeren havde en spade i hånden og ville slå [B] i ryggen med den, men i øjeblikket ansøgeren slog ud efter ham, gjorde ansøgerens far modstand med hænderne, [B] løftede sit hoved, og ansøgeren ramte derfor [B] i hovedet frem for ryggen med spaden. Ansøgeren og hans far var usikre på om [B] var død og ruskede i ham, men han bevægede sig ikke. Ansøgeren og hans far løb derfor fra stedet og hjem for at hente penge og resten af familien, hvorefter de alle flygtede ud af landsbyen. Ansøgerens far mødte sin bekendte ved navn [G] i Kabul, som oplyste, at deres familie var i fare og eftersøgt af [B]'s famliie, da [B] var død. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår det oprindelige asylmotiv. Ansøgeren har forklaret ensartet om konflikten både under samtalerne med styrelsen og for nævnet og i øvrigt overfor de svenske og tyske myndigheder. Ansøgeren har svaret umiddelbart på nævnets spørgsmål. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren ved et uheld har slået [B] ihjel, og at han og hans familie dermed har en konflikt med en del af familien. Nævnet finder det endvidere sandsynligt, at ansøgerens far er dræbt som følge af denne konflikt, hvorfor konflikten har den fornødne intensitet. Ansøgeren er derfor som udgangspunkt omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. På baggrund af oplysningerne om episoden lægger nævnet til grund, at dødsfaldet er sket som følge af et utilsigtet uheld, hvorfor nævnet ikke finder, at der skal ske udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. I den tyske afgørelse er det nævnt, at ansøger har fremlagt en arrestordre der imidlertid er vurderet som falsk. Ansøgeren har ikke fremlagt arrestordren for de danske myndigheder. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har været i stand til at læse arrestordren og har forklaret forskelligt om, hvordan denne er kommet til veje. Nævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er eftersøgt af de afghanske myndigheder og finder ikke, at det kan lægges til grund, at der er tale om andet end en arrestordre med henblik på, at myndighederne vil undersøge den episode, som ansøgeren selv har forklaret om. Dette forhold kan ikke medføre asyl. Idet der er tale om en privatretlig konflikt og det ikke er nærmere sandsynliggjort, at [B]s brødre skulle have mulighed for at finde ansøgeren i Kabul, Herat eller Mazar-i-Sherif, og da ansøgeren er en ung enlig og arbejdsfør mand, finder nævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i en af disse byer. Ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår han blev interesseret i kristendommen og hvornår han følte sig kristen. Han har udvist en påfaldende ringe faktuel viden om kristendom og har ikke kunne forklare på overbevisende måde om sin indre omvendelsesproces. Nævnet finder derfor på trods af dokumentation for en vis kirkegang, at konversionen ikke kan opfattes som reel. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at nogle i Afghanistan er bekendt med hans begrænsede kristne aktiviteter. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder ikke, at det er sandsynliggjort, at de generelle forhold i Afghanistan har en karakter således, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2021/15/smla
