Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængel-se af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra Ali Bedran, Qamishili-regionen og flyttede i alde-ren en til to år til Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den 27. juni 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen i Syrien. Udlændingestyrelsen har den 21. oktober 2019 truffet afgørel-se om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til de generelle forhold som følge af krigen i Syrien. Klageren har endvidere oplyst, at hun har tre brødre i Danmark, som er i den militærpligti-ge alder og har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, hvorfor hun frygter at blive kidnappet og voldtaget af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet kan i et vist omfang lægge klagerens for-klaring til grund. Flygtningenævnet skal vurdere om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Damaskus, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbages-endelse af klageren til Damaskus, vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtel-ser. Det kan efter de aktuelle baggrundsoplysninger lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i ansøgerens hjemområde, Damaskus, og Flygtningenævnet har siden juni 2019 vur-deret, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blot-te tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at en midlertidig op-holdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt op-hold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke læn-gere kan begrunde beskyttelse. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. novem-ber 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015, der indførte udlændingelovens § 7, stk. 3, fremgår det bl.a. at: ”Det er et grundlæggende princip for beskyttelsesstatus, at beskyttelsen ophører, når der ikke længere er behov herfor. Princippet om at afstemme beskyttelsen med behovet er særligt relevant i en tid, hvor Danmark og Europa modtager et historisk højt antal asylansøgere. De gældende regler tager ikke høj-de for den særlige situation, som asylansøgere, der er på flugt fra generelle forhold i hjemlandet, er i. Denne gruppes behov for beskyttelse er generelt mere midlertidigt, idet beskyttelsen har baggrund i en generel situation, som vil kunne ændre sig. F.eks. vil en særlig alvorlig situation i forbindelse med en væbnet konflikt, som gennem en periode skaber store asylstrømme, kunne udvikle sig på en sådan måde, at en større eller mindre del af disse asylansøgere vil have mulighed for at vende tilbage til hjemlandet. Med lovforslaget foreslås der indført en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyttelsesbehovet for udlændinge, som opnår asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjem-landet.” Flygtningenævnet bemærker herudover for så vidt angår medlemsstaternes internationale forplig-telser, at det gælder overordnet, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som udgangs-punkt respekterer medlemsstaternes adgang til at fastætte nationale regler om meddelelse af asyl og opholdstilladelse. Adgangen begrænses alene af de forpligtelser, der beskyttes af konventionen. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sæde-ligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Ud over Den Euro-pæiske Menneskerettighedsdomstol indeholder også andre konventioner, blandt andet FN’s kon-vention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klageren fortsat ophold i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladel-se efter udlændingelovens § 7, stk. 3 udgør et indgreb i klagerens beskyttede ret efter Den Europæ-iske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3 og 11, stk. 2, 2. pkt., der bl.a. er indført for at af-stemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde ind-greb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstatinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nny-anzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vur-dering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til familie- og/eller privatliv. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at klagerens far har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at klagerens mor og sø-skende alle er blevet familiesammenført med faderen og opholder sig i Danmark. Klageren er ind-rejst i Danmark alene, hun er 23 år gammel og bor i egen bolig sammen med en veninde. Klageren har ikke stiftet familie. For så vidt angår retten til privatliv bemærkes, at klageren har opholdt sig lovligt i Danmark i ca. 3½ år, at hun har gået på produktionsskole og nu på TAMU og taler, skriver og læser en smule dansk. Hun er født og opvokset i Syrien, har gået i skole og har familie i Syrien. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og at opholdstilladelsen er givet med henblik på midlertidigt ophold. Klageren har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen den 27. juni 2016 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af disse forhold finder Flygtningenævnet, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Dammarks internatio-nale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om klageren kan meddeles opholdstilladelse efter ud-lændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren har forklaret, at hendes søster og svoger rejste fra Damaskus til Qamishly i 2012, og at svogeren efter dette tidspunkt tilsluttede sig YPG, og at han er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren har først under nævnsmødet forklaret om svogerens politiske tilhørsforhold, ligesom hun har et meget begrænset kendskab til svogerens aktiviteter. På baggrund af klagerens sparsomme oplysninger er svogeren efter klagerens opfattelse en form for krigsfotograf. Klageren og hendes familie har indtil deres udrejse i henholdsvis november 2015 og primo 2016 boet i Damaskus og har ikke oplevet problemer i anledning af klagerens svogers angi-velige aktiviteter, ligesom der ikke er grundlag for at antage, at klagerens svoger er særligt frem-trædende i YPG og dermed ikke profileret. Det forhold, at klagerens søster og svoger måtte have lagt fotos, der dokumenterer svogerens tilhørsforhold til YPG, på deres lukkede Facebook profiler, kan ikke medføre et andet resultat. Af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlæn-dingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service”, maj 2020, fremgår, at familiemedlemmer til desertører og til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke risikerer overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerens brødre er særligt profilerede. Klageren har til samtalen med Udlændingestyrelsen den 16. september 2019 forklaret detaljeret om sin farbror, Mustafa Sulaiman, som bor i Damaskus med sin ægtefælle, har 6 voksne børn og har egen forretning. Klageren har videre forklaret, at hun har telefonisk kontakt med denne farbror ca. en gang om måneden, hvor de taler om hverdagsemner, om at priserne i Syrien er steget, og om at familien har det hårdt økonomisk. Under nævnsmødet har klageren for-klaret, at hun ikke ved, hvor denne farbror nu befinder sig, at hun før nytår har talt med en kusine, der opholder sig i Tyskland og af denne fået oplyst, at der vist var tale om nogle politiske proble-mer, og at familien ville udrejse. I forhold til de meget detaljerede oplysninger, klageren for få måneder siden var i besiddelse af omkring sin farbror og dennes familie, forekommer det usand-synligt, at hun 2-3 måneder senere pludselig ikke har oplysninger om familien og ikke har fået det senere. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hendes farbror med familie er udrejst af Syrien, til grund. Klageren kan herefter ikke betragtes som værende uden net-værk i Damaskus. Klageren har i øvrigt forklaret, at hun ikke har egne, individuelle konflikter. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil væ-re i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens §§ 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2020/20/smla
