iran202124

Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Sambehandlet med Iran/2021/25/LINB.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hun har deltaget i tre demonstrationer i forbindelse med, at hun som lærerinde ikke modtog sin løn. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter sin tidligere ægtefælle, [A], og en mand ved navn [B], fordi de har chikaneret ansøgeren og hendes datter, og fordi datteren ikke ønsker at indgå ægteskab med [B]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive udsat for repressalier af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen, og fordi hendes tidligere ægtefælle [A] har arbejdet for de iranske myndigheder. Til støtte for konflikten med [A] og [B] har ansøgeren oplyst, at hun indgik ægteskab med [A] i 1991. Under hele ægteskabet chikanerede han ansøgeren, var hende utro og udsatte hende og hendes datter for fysiske overgreb. I 1998 eller 1999 blev de skilt, hvorefter ansøgeren fik forældremyndigheden over deres fælles datter. For nogle år siden begyndte [A] at tvinge ansøgerens datter til at indgå ægteskab med en mand ved navn [B], hvilket datteren ikke ønskede. Som følge heraf er ansøgeren og hendes datter blevet overvåget af [B] og af familiemedlemmer til [A]. Derudover har [A] fremsat trusler over for ansøgeren og datteren. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversionen til kristendommen, har ansøgeren oplyst, at hun i 2013 eller 2014 var på ferie i Tyrkiet med sin datter, hvor de på gaden i Istanbul modtog en bibel, som hun tog med hjem til Iran. I 2018 blev ansøgeren introduceret til kristendommen af en kvinde ved navn [C], der er veninde til ansøgerens veninde [D]. Herefter deltog ansøgeren og hendes datter i otte eller ni kristne møder, hvor [C] og andre personer deltog. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren deltaget i kristendomsundervisning og gudstjenester, og [i vinteren] 2020 blev ansøgeren døbt i [kirke i Danmark]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med sin tidligere ægtefælle. Nævnet lægger ved vurderingen vægt på, at ansøgeren er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle for mere end 20 år siden, og at ansøgerens forklaring om sin tidligere ægtefælles forbindelse til myndighederne, og at hun derfor frygter myndighederne, fremstår utroværdig. Der henvises blandt andet til, at ansøgeren og hendes datter over for Udlændingestyrelsen har forklaret indbyrdes forskelligt herom, idet datteren har oplyst, at hendes far har arbejdet i et teleselskab, og at han nu driver et hotel sammen med sin bror. Ansøgeren har i øvrigt til sin asylsamtale [i foråret] 2020 forklaret usammenhængende om sin tidligere ægtefælles arbejde for efterretningstjenesten. Hun har blandt andet oplyst, at han var indsat som spion for regimet, og at hun måske tror, at han var ansat i bogholderiet i teleselskabet. Hun har videre forklaret, at han var operatør i forskellige afdelinger. Nævnet kan i den forbindelse ikke tillægge det betydning, at ansøgeren og hendes datter under mødet i nævnet har forklaret i det væsentlige overensstemmende om den tidligere ægtefælles arbejde for myndighederne. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilke overgreb ansøgeren og datteren har været udsat for af ansøgeren tidligere ægtefælle. Ansøgeren har forklaret, at hun og datteren er blevet slået med knytnæver, mens datteren har forklaret, at hun fik lussinger. Ansøgerens angivelige deltagelse i demonstrationer som følge af manglende udbetaling af løn, kan efter nævnets vurdering ikke føre til, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke som følge af demonstrationerne har været tilbageholdt eller udsat for andre problemer af de iranske myndigheder. For så vidt angår ansøgerens forklaring om konflikten med [B], finder Flygtningenævnet heller ikke grundlag for at anse forholdet for asylbegrundende. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens kendskab til [B] fremstår helt overfladisk. Hun er således ikke i stand til at oplyse, hvad [B] beskæftigede sig med, idet hun alene har forklaret, at han arbejdede for det iranske regime, fordi hendes tidligere ægtefælle støttede ham. Ansøgeren og hendes datter har i øvrigt kunnet opholde sig på deres bopæl i to år forinden deres udrejse fra Iran, selvom ansøgerens tidligere ægtefælle og [B] ønskede, at datteren skulle indgå tvangsægteskab med [B]. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin interesse for kristendommen, forinden hun udrejste fra Iran, kan tilsidesættes som utroværdig. Nævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har oplyst, at hun er muslim, og at hun praktiserer sin tro, og at hun intet har anført om sin interesse for kristendommen. Hun har hertil i en afrundende samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2019 forklaret, at hun i asylansøgningsskemaet har beskrevet alle årsagerne til udrejsen af hjemlandet samt årsagerne til, at hun ikke kan vende tilbage. Først under de senere samtaler med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at hendes interesse for kristendommen var opstået et år før udrejsen af Iran. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren og hendes datter har forklaret divergerende om, hvorledes de modtog nogle bibler, da de var på ferie i Istanbul sammen med ansøgerens søster og hendes børn. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen forklaret, at en mand og en kvinde kom over til dem, da de var ude at gå sammen med familien. De spurgte, om de ville have en bibel, og de gav flere i familien en bibel. Manden og kvinden talte engelsk. Ansøgerens datter har over for Udlændingestyrelsen forklaret, at det var en kvinde, som gav en bibel til ansøgerens mor. Kvinden talte farsi med andre på gaden. Hun sagde ikke noget til moren, men gav hende biblen. Nævnet tillægger det ikke betydning, at ansøgeren under nævnsmødet udbyggende har forklaret om, at hun også modtog en bibel fra en kvinde, der talte farsi. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren har forklaret, at der på forsiden af biblen fremgik ”Biblen” og ”forlaget det nye årtusinde”, mens ansøgerens datter har forklaret, at der på forsiden fremgik ”Biblen – det nye testamente”. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren efter indrejsen til Danmark er konverteret til kristendommen, lægger nævnet vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Det er nævnets samlede vurdering, at ansøgerens forklaring om sin konversion alene har haft det formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Der henvises til, at ansøgerens forklaring på nævnsmødet om konverteringen fremstod ureflekteret, overordnet og tillært. Ansøgeren har således ikke været i stand til at redegøre overbevisende for sin kristne tro og om en indre overbevisning, der kan føre til en konversion. Selvom ansøgeren har viden om kristendommen, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe et sur place asylmotiv uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning. De fremlagte udtalelser fra sognepræsten i [kirke i Danmark], og det forhold, at ansøgeren er blevet døbt [i vinteren ] 2020 i [kirke i Danmark], kan ikke føre til en ændret vurdering. Da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at konversionen er reel, finder nævnet, at der i øvrigt ikke kan lægges vægt på ansøgerens forklaring om, at hun vil udføre kristen mission ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt at myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, der har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/24/LINB