Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [X], Iran. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men ansøgeren støtter sin ægtefælles politiske overbevisning. Ansøgeren har som asylmotiv hen-vist til sin ægtefælles asylmotiv, hvor ansøgeren har oplyst, at den iranske efterretningstjeneste vil fængsle, torturere og henrette dem som følge af hendes ægtefælles politiske aktiviteter. Ansøgeren frygter ligeledes de iranske myndigheder, fordi hendes ægtefælle hjalp en indsat med at flygte fra et fængsel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun vil blive slået ihjel af sin far og tre brødre, fordi de ikke accepterer ansøgerens ægteskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes æg-tefælle blev medlem af Komala i 1991. I 1992 blev hendes ægtefælle anholdt og tilbageholdt af de iranske myndigheder i seks måneder, hvorefter han blev dømt til døden for sine politiske aktivite-ter. Dødsdommen blev ved hjælp af bestikkelse ændret således, at han i stedet blev forvist til om-rådet [S] i 20 år. Efter fire år i fængsel og efter fire års ophold i [S] blev ansøgerens ægtefælles forvisningsdom ophævet. I 2001 vendte han tilbage til sit hjemområde. I 2015 arbejdede ansøge-rens ægtefælle med brødlevering til et nærliggende fængsel. En dag forlod han fængslet i sin bil uden at have kendskab til, at en fange havde hægtet sig fast under bilen og dermed var flygtet fra fængslet. De iranske myndigheder har gentagne gange ledt efter ansøgerens ægtefælle efter hans udrejse i 2015. De iranske myndigheder har endvidere afhørt ansøgeren samt hendes søn om for-hold vedrørende hendes ægtefælle. Til støtte ansøgerens konflikt med sin far og sine tre brødre, har ansøgeren oplyst, at hendes far aldrig har accepteret ansøgerens ægteskab med sin ægtefælle. Som følge deraf er ansøgeren blevet udsat for fysiske overgreb af sin far og sine brødre. Under opholdet i Danmark har ansøgerens søster oplyst, at ansøgerens far ønsker at slå ansøgeren ihjel, og at faren har givet ansøgerens brødre tilladelse til at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har som asylmotiv hen-vist til sin ægtefælles asylmotiv vedrørende dennes aktiviteter for Komala partiet og hjælp til en indsat med at flygte fra fængslet. Nævnet kan herved henvise til den begrundelse, der fremgår af den samtidige afgørelse i ægtefællens sag. Afgørelsen er sålydende: ”Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende aktiviteter for Komala partiet til grund, idet forklaringen med mindre væsentlige divergenser forekommer konsistent og selvoplevet og dermed troværdig. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren i 1991/1992 tog til Sulay-maniyah i Irak, hvor han udførte aktiviteter for Komala partiet omkring et år. Nævnet kan videre lægge til grund, at ansøgeren efter at være returneret til Iran i 1992/1993 blev dømt til henrettelse, men at dommen efter fire år, hvor han sad fængslet, blev ændret til 20 års eksil i en anden bydel, og at ansøgeren efterfølgende på grund af psykiske problemer fik afskrevet omkring 10 år af eksil-perioden. Flygtningenævnet kan endvidere ikke afvise ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i relation til fangeflugten, herunder at fangen afsonede en dom for politisk aktivitet, idet ansøgerens forklaring i det væsentlige har været konsistent og forekommer selvoplevet og dermed troværdig. Uanset at ansøgeren og hans ægtefælle på flere punkter har forklaret indbyrdes divergerende og mindre troværdigt om myndighedernes opsøgning af bopælen og henvendelser til ansøgerens ægte-fælle efter ansøgerens udrejse, kan nævnet ikke afvise, at myndighederne har opsøgt og ransaget ansøgerens bopæl den samme dag, som han udrejste. Nævnet finder således, at ansøgeren har sand-synliggjort, at han ved udrejsen var i de iranske myndigheders søgelys på grund af omstændighe-derne ved fangeflugten og hans tidligere dom for politisk aktivitet. Sammenfattende finder Flygt-ningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risi-ko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin familie i Iran til grund, idet forklaringen forekommer usam-menhængende og utroværdig. Nævnet bemærker indledningsvist, at det svækker ansøgerens tro-værdighed, at hun ikke har nævnt noget om denne konflikt i sit asylskema, uanset hun til oplys-nings- og motivsamtalen forklarede, at hun var blevet udsat for fysiske overgreb af sin far og brød-re to gange, og at faren herunder havde stukket hende med en kniv i armen/skulderen. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun ikke frygtede for sit liv fra famili-en, mens hun boede i Iran, mens hun til asylsamtalen forklarede og - foreholdt forklaringen til op-lysnings- og motivsamtalen - bekræftede, at hun frygtede sin familie på tidspunktet for udrejsen. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke nævnte noget herom i asylskemaet, fordi hun var bange for, at familien skulle få viden herom, og at hun aldrig har sagt, at hun ikke frygtede familien på udrej-setidspunktet, forekommer ikke troværdig. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har for-klaret divergerende om, hvordan hendes søster er blevet bekendt med truslerne fra familien. Ansø-geren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at søsteren havde hørt fra slægtninge hjemme hos forældrene, at faren ville skære ansøgeren i stykker. Til asylsamtalen forklarede ansø-geren derimod, at hun ikke vidste, hvorfra søsteren havde disse oplysninger. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer mindre troværdigt, at familien skulle have ønske om at slå ansøgeren ihjel på grund af hendes ægteskab henset til, at ansøgeren efter sin forklaring acceptere-de at lade sig skille fra ægtefællen, og at familien efterfølgende accepterede, at de giftede sig på ny, selvom familien var af den opfattelse, at hun havde bragt skam over familien. Ansøgerens for-klaring om, at familien skulle gøre hende fortræd, fordi hun er udrejst alene, forekommer heller ikke overbevisende, henset til at faren ikke har ønsket at se hende. Flygtningenævnet afviser derfor ansøgerens forklaring om sin konflikt med familien som utroværdig. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun senest blev afhørt af efterretningstjenesten i Iran ca. et år efter ægtefællens udrejse i [efteråret] 2015, og at hun ikke oplevede problemer med myndighe-derne frem til sin udrejse i oktober 2018. Ansøgerens forklaring om, at naboen fortalte, at hun hav-de bemærket en person, der ofte gik forbi huset, kan ikke føre til en antagelse om, at myndigheder-ne holdt ansøgeren under observation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for individuel forføl-gelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren ved indrejse samtidig med ægtefællen formentlig ville være ble-vet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i form af konsekvensstatus, kan under de foreliggende omstændigheder ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren udrejste knapt tre år efter ægtefællen uden, at der foreligger oplysninger om begrundelsen herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/70/lbv
