Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:"Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og der skal herefter i med-før af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlæn-dingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen af trosretning fra [landsby], Zoba Debub, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Eritrea frygter at blive indkaldt til at aftjene nationaltjeneste, ligesom han frygter at blive fængslet. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at administrationen op-søgte ham på hans bopæl og leverede et indkaldelsesbrev til aftjening af nationaltjeneste. Klage-ren var ikke hjemme, hvorfor hans mor tog imod brevet på hans vegne. Klageren blev bekendt med indholdet, da han kom hjem. Landsbyen afholdte efterfølgende et møde med administratio-nen, fordi befolkningen ikke ønskede at klageren skulle aftjene nationaltjeneste, idet han som dia-kon fungerede som deres leder. På mødet blev det besluttet, at klageren skulle aftjene nationaltje-neste. Klageren ønskede ikke at aftjene nationaltjeneste, hvorfor han besluttede at udrejse af Eri-trea tre dage efter, at han havde modtaget indkaldelsen. Uanset klagerens til dels divergerende forklaringer omkring modtagelsen af indkaldelse til militærtjeneste, finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tilsidesætte klagerens forklaring herom. Der er herved også henset til, at klageren er eritreansk statsborger i en alder, hvor han risikerer nationalitetstjeneste. Klageren er således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlæn-dingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. En tvangsmæssig udsendelse af klage-ren til Eritrea vil derfor som udgangspunkt være i strid med udlændingelovens § 31. I henhold til udlændingelovens § 49a, 2. pkt. skal en afgørelse om at en udlænding ikke kan udsendes efter ud-lændingelovens § 31 tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilla-delse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en ud-lænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventio-nen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2 kan en flygtning, der er omfattet af konventi-onen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således fore-tages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til faren for landets sikkerhed overfor om der foreligger særlige forhold, herunder hensynet til fami-liens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Vestre Landsret stadfæstede [i efter-året] 2019 dom af [dato i foråret] 2019 fra retten i [byretten], hvorefter klageren blev idømt en behandlingsdom uden længstetid og udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år for overtrædel-se af straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 21 om forsøg på voldtægt og § 232 om blufærdighedskræn-kelse. Klageren er på denne baggrund straffet for en særlig farlig forbrydelse. Herefter og henset til den idømte behandlingsdom uden længstetid må klageren betragtes som en fare for samfundet. Vestre Landsret fastsatte dog indrejseforbuddet for bestandig og lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke har nogen tilknytning til Danmark, ikke taler dansk og ikke kan anses for integre-ret i det danske samfund, hvorfor en udvisning ikke er i strid med Danmarks internationale for-pligtelser. Af sagen fremgår, at klageren [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har ingen familiemedlemmer i Danmark, men har barndomsvenner fra samme landsby. Klageren har i sit hjemland sin mor og tre helsø-skende. På denne baggrund og efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet tiltræde, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Der er herved lagt vægt på karakteren og grovhe-den af den personfarlige kriminalitet, samt den udmålte straf herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Erit/2021/3/MALC
