Nævnet meddelte i marts 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i med-før af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlæn-dingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af religiøs overbevisning fra [en navngiven landsby] i [et navngivent distrikt], Debub, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at hun vil blive slået ihjel eller fængslet på livstid af de eritreiske myndigheder, fordi hun er udrejst illegalt af Eritrea. Klageren frygter endvidere, at hun vil blive indkaldt til nationaltjeneste, idet hun er i den militær-pligtige alder. Klageren ønsker endvidere ikke at forlade sine to børn, som har opnået selvstændigt opholdsgrundlag, i Danmark. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun i forbindelse med sin udrejse af Eritrea blev tilbageholdt i to uger af de eritreiske myndigheder. Klageren blev løsladt, efter hun havde underskrevet en erklæring på, at hun ikke ville udrejse af Eritrea inden for det næste år. Klageren valgte alligevel at udrejse af Eritrea inden der var gået et år. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, allerede som følge af, at hun er eritreansk statsborger i en alder, hvor hun risikerer nationaltjeneste, isoleret set er omfattet af udlændingelo-vens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtnin-gekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændinge-lovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige in-deholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholds-tilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventio-nens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvej-ning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om faren for landets sikker-hed og om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give kla-geren opholdstilladelse. Klageren blev ved retten i Aalborgs dom af [en dato i sommeren] 2020 idømt en straf af fængsel i 10 måneder for at have overtrådt straffelovens § 119 ved vold mod dat-terens plejemor, samt ved at have bortført sin datter ud af landet til Tyskland, selvom Aalborg Kommune havde tvangsfjernet datteren fra hjemmet. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, klageren er dømt for på baggrund af straffens længde og personfarlighed i sig selv udgør en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnet finder ikke, at der er bestemte grunde til at antage, at klage-ren vil gentage sin handling. Flygtningenævnet finder derfor på baggrund af kriminalitetens karak-ter og baggrund, at klageren ikke udgør en fare for landets sikkerhed. Herefter, og på baggrund af de familiemæssige forhold hvorved bemærkes, at hendes to mindreårige børn er tvangsanbragt, og da hendes kæreste og faren til de to børn, der til dels var medgerningsmand ved nævnets afgørelse af [en dato i foråret] 2020 ikke er udelukket fra asyl, finder nævnet ikke, at klageren skal udeluk-kes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2021/2/MLVT.
