Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en gambiske mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til ”at det vil være i strid med barnets tarv at sende klageren til Tyskland, samt at klageren ikke blev behandlet ordentligt af de tyske myndigheder”. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er uledsaget mindreårig og derfor er omfattet af de garantier, der findes i Dublinforordningens artikel 6. Nævnet har endvidere lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den 10. september 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det bemærkes herved, at klageren er en 17-årig dreng, som ifølge sin forklaring til Udlændingestyrelsen er sund og rask. Det forhold, at klageren er uledsaget mindreårig asylansøger i Danmark samt hensynet til barnets tarv, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har fået behandlet sin asylsag i Tyskland og fået endeligt afslag på denne, samt at Tyskland den 10 september 2020 accepterede at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Hensynet til barnets tarv kan således ikke i sig selv begrunde, at klageren - imod formålet med Dublinforordningen - skulle være berettiget til en helt ny realitetsbehandling af sin ansøgning om international beskyttelse. Hertil kommer, at EU-Domstolen den 6. juni 2013 i sagen M.A. and Others vs. UK (C-648/11) har afvist, at artikel 6, stk. 2, i Dublinforordning nr. 343/2003, som i sit indhold tilsvarende findes i Dublinforordningens artikel 8, stk. 4, indebærer, at en uledsaget mindreårig, der for så vidt angår realiteten har fået afslag på sin asylansøgning i en første medlemsstat, derefter kan tvinge en anden medlemsstat til at behandle en asylansøgning (præmis 63). Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at klageren i Tyskland har følt sig diskrimineret. Flygtningenævnet bemærker, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/7/lbv
