Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en indisk kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Sverige, herunder indkvarteringsforhold og adgang til lægebehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2020/2021] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren frygter sin far som følge af fysiske, psykiske og seksuelle overgreb, samt det anførte om, at klageren er blevet tvangsprostitueret af faderen, og at faderen har arrangeret et tvangsægteskab til en kriminel mand, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgivning, ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU's charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt, og dermed ikke har foretaget en fyldestgørende sagsbehandling af klagerens asylsag i Sverige, eller at Sverige ikke vil overholde sin forpligtelse om forbuddet mod refoulement. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren som afvist asylansøger ikke har ret til indkvartering og finansielle ydelser i Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgivning, ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU's charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af brev fra Migrationsverket af 14. februar 2019 samt af brev fra Save the Children af 25. marts 2019, at afviste asylansøgere kan modtage kommunal bistand i form af "emergency assistance" fra deres opholdskommune, samt at en eventuel afvisning af en sådan bistand kan indbringes for en højere instans. Nævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af AIDA-rapporten af maj 2020, at ansøgere, der har fået et endeligt afslag i Sverige, og som bliver overført til Sverige, normalt vil blive tilbageholdt ved indrejse, og at der vil blive foretaget foranstaltninger med henblik på ansøgerens udsendelse. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren modtager antipsykotisk medicin mod angst. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 32, stk. 1, 1. pkt., den medlemsstat, som gennemfører overførslen af en ansøger, jf. artikel 18, stk. 1, litra d, meddeler udelukkende den ansvarlige medlemsstat de personoplysninger om den person, der skal overføres, som er relevante og tilstrækkelige og ikke omfatter mere, end hvad der kræves for at sikre, at de kompetente myndigheder i henhold til den nationale lovgivning i den ansvarlige medlemsstat er i stand til at yde den pågældende passende bistand, herunder ydelse af akut lægebehandling, der er nødvendig for at beskytte vedkommendes vitale interesser, og for at sikre kontinuitet i den beskyttelse og de rettigheder, som følge af forordningen og af andre relevante retlige instrumenter på asylområdet. Nævnet har videre lagt vægt på, at oplysninger skal meddeles til den ansvarlige medlemsstat inden for en rimelig frist, inden overførslen gennemføres, for at sikre, at dennes kompetente myndigheder i henhold til den nationale lovgivning har tilstrækkelig tid til at træffe de nødvendige foranstaltninger, jf. forordningens artikel 31, stk. 1, 2. pkt. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren udelukkende vil have adgang til lægebehandling, der bliver vurderet livsnødvendigt, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på AIDA-rapporten af maj 2020, hvoraf fremgår, at der for ansøgere altid er mulighed for at modtage nødvendig lægebehandling, der ikke kan blive udsat. Det forhold, at klageren i 2016 har været i Sverige med sin mor for at besøge sin søster, og at hendes far tog til Sverige og truede dem med, at han ville slå dem ihjel, hvis de ikke rejste med tilbage til Indien, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet henviser i den forbindelse klageren til at anmelde trusler til det svenske politi. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/4/CRT
