Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en sydsudanesisk mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har børn i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at Deres klient har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage Deres klient, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle Deres klients ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2020 har accepteret at modtage Deres klient i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at De har anført, at Deres klients asylsag bør behandles i Danmark af hensyn til hans børns tarv, da en tilbageførelse til Sverige vil indebære en krænkelse af børnenes ret til familieliv, kan ikke føre til en fravigelse af udgangspunktet i forordningens artikel 3, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at hensynet til barnets tarv og familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13, 14 og 17, FN’s Børnekonvention, EU’s charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at Deres klient har fået sine [antal] børn på et tidspunkt, hvor Deres klient hverken havde lovligt ophold i Danmark eller en berettiget forventning om at opnå det. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Deres klient henholdsvis [i vinteren 2013/2014], [efteråret] 2014 og [foråret] 2015 blev udsendt til Luxembourg i henhold til Dublinforordningen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at Deres klients [antal] børn, som danske statsborgere, vil kunne komme på besøg i Sverige, mens Deres klients ansøgning om asyl bliver behandlet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Deres klient ved retsmøde [i efteråret] 2020 har oplyst, at Deres klients yngste barns mor er flyttet til [land]. Det forhold, at De har anført, at Deres klients ældste to børns mor er alvorligt syg, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder på den baggrund, at der efter det oplyste ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride mod børnenes tarv at behandle Deres klients asylsag i Sverige. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. For så vidt angår det anførte om, at Flygtningenævnet bør afvente Østre Landsrets afgørelse vedrørende udvisning af Deres klient i medfør af udlændingeloven, bemærker Flygtningenævnet, at nævnet i medfør af udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 1, har kompetence til at træffe afgørelse om overførelse efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a, og at Flygtningenævnet i overensstemmelse med Dublin-forordningen har taget stilling til, hvorvidt dette vil være i strid med Deres klients ret til familieliv og barnets tarv. Nævnet finder derfor ikke, at det er sandsynliggjort, at Østre Landsrets afgørelse vil have betydning for denne vurdering. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2021/3/gdan
